Rivka vendte tilbage til Israel

Rivka er født i bambusskoven i Indien, men
hendes slægt går helt tilbage til Manasses stamme.Udfordringen har endda haft mulighed for at træffe Rivka fra stammen Manasse. Hele sit liv havde hun hørt far og farmor tale om at vende tilbage til Israel. For hende selv blev det virkelighed.

Rivka Rei (Rivka er det samme navn
som det bibelske Rebekka).

Da Rivka blev født i 1961 i bambusskoven i det østlige Indien, var familien spændt til det yderste.
De skulle vende tilbage til Israel. Hvordan vidste de ikke, bare at det skulle ske.
Rivkas slægt var engageret i den nye bevægelse blandt Shinlung-folket i de indiske delstater Mizoram og Manipur – en bevægelse, som handlede om at vende tilbage til sine rødder.
Rødderne havde altid været der, men havde fået et knæk, indtil civilisationen gjorde sit indtog med de kristne missionærer.
Missionærernes budskab faldt i god jord i den afsides liggende bjerglandsby. I dag regnes 83 procent af Shinlung for kristne. Ifølge det indiske turistministeriums hjemmeside udmærker delstaterne sig ved deres høje niveau for læsefærdighed og ved ligestilling mellem kvinder og mænd.

Med missionærerne kom både skrivefærdighed og et andet familiemønster. Tidligere havde de gifte mænd boet i mandehytter og flyttede ikke sammen med deres koner før efter det andet barns fødsel, fortæller Rivka.
Men ulempen var, at bypræsterne ikke behøvedes længere, og at de gamle skikke blev glemt. Men ikke helt.
Da Rivka voksede op, fandtes sangen stadig – sangen om ”Manasias børn”, og hvordan de kæmpede sig frem i junglen.
Rivka lærte, at ”Manasias børn” var indvandret til Manipur fra Kina og før det fra Afghanistan. Sådan var det blevet fortalt fra generation til generation. Rivka hørte det fra sin farmor, som i sin tid havde hørt det fra sin farmor, som havde hørt det fra…
Men man havde ikke nogen nedskreven historie.
– Det var først, da missionærerne oversatte Bibelen til vores sprog, at vi fik et alfabet, fortæller Rivka.
Og ikke bare det. Shinlung-folket fik også en identitet, som placerede dem midt på verdenskortet!
Rivka fortæller, hvordan missionærerne fra Wales, som for godt hundrede år siden nåede frem til bjergskråningen, hvor Rivkas slægt boede, blev forundrede over stammefolkets bibelkundskaber. Hvordan kunne de kende til flugten fra Egypten og vandringen gennem Det Røde Hav? Og endnu mærkeligere: hvem havde lært byens præst at stryge blod på dørkarmene i forbindelse med forårsfesten?
Svaret fandtes i sangen om ”Manasias børn”. ”Manasias børn” omtales allerede i Det Gamle Testamente.
Manasse var en af Josefs sønner, som blev en stamfader i Israel. ”Manasses sønner” havde følgelig været med i flugten fra Egypten, og begivenheden var blevet bevaret som mundtlig overlevering i årtusinder.
Senere undersøgelser af gener har vist, at Shinlung-folkets kvinder ikke kun bar på mindet, men også på en kromosomkombination, som menes at vise afstamningen fra Mellemøsten.
Alligevel skulle det vare helt frem til 2005, før ”Manasses børn” blev anerkendt af rabbinatet som ægte israelitter. Rivka fortæller med sorg, at det var for sent for hendes far.
Faderen havde spændt fulgt staten Israels genfødsel i 1948 og presset på, for at hans folk skulle anerkendes. Men både han og Rivkas farmor og morbror, som var lige så engagerede, nåede at dø, inden spørgsmålet blev afgjort.
Rivka tog sagen i egne hænder og begyndte, som mange andre fra Shinlung-folket, at bevæge sig vestpå, i retning af Israel. Først uddannede hun sig i Bombay. I 1989, som 28-årig, tog hun til Israel på et turistvisum sammen med en gruppe unge. Først studerede de Toraen på jeshiva, den ortodokse bibelskole. Siden slog de sig ned i en bosættelse i Gaza.
– Under intifadaen var her som i det vilde vesten, mindes Rivka.
– Det var bare at sætte sig i bilen og køre til arbejde og så håbe på, at Gud ville bevare en.
Bosættelsen i Gaza blev nedlagt i 2004. Men inden da fik Rivka mulighed for at være med til sin nevøs Bar Mitzva (jødisk konfirmation) i en synagoge i Gan Or, som senere blev ødelagt af palæstinenserne.
– Alle, som hjalp til ved ceremonien, var Manasses sønner, fortæller Rivka. Det føltes også, som om far og farmor var med – de, som havde længtes så inderligt efter at komme til Israel.
Herti Dixon

Læs artikel om Manasses sønner