Ny familie på vej til Etiopien for Promissio
Før udrejsen vil Tanja og Andreas V. Bruun følge kurser om kultur og sprog.
Missionsselskabet Promissio har antaget Tanja og Andreas Vilrik Bruun som missionærer i Etiopien. Andreas er tiltrådt allerede den 1. marts, mens Tanja skal fortsætte med sit arbejde som lærer også i april.
Tanja og Andreas Bruun bor i København sammen med deres tre børn: Mads på syv år, Josva på fem år og Noomi på to år.
Tanja er uddannet lærer og arbejder i dag på Jakobskolen på Frederiksberg. Andreas er cand.theol. og frivilligt engageret i Kingos Kirke, hvor familien kommer og fungerer som portnere.
Parret ser frem til at kunne bruge deres evner i en etiopisk kirkesammenhæng og ikke mindst til at lære af Guds internationale kirke.
”Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, men jeg er yderst bevidst om, at den hjælp, jeg kan komme med, er så umådelig lille. Som en dråbe i havet. Jeg har derimod en stærk følelse af, at jeg har brug for kirken i andre dele af verden,” udtaler Tanja Bruun.
Online kurser i Danmark
– Tanja og Andreas vil følge online kurser i kultur og sprog allerede fra 1. maj, fortæller generalsekretær i Promissio, Frede Ruby Østergård. Han tilføjer, at man har valgt denne løsning på grund af erfaringerne under nedlukningen. Med et kulturkursus fra All Nations College i England og et sprogkursus fra SIL i Etiopien vil det nye missionærpar således være lidt forberedt forud for deres møde med Etiopien.
Kaldet fra Etiopien
Tanja og Andreas er foreløbig antaget af Promissio. Før udsendelsen er endeligt på plads, skal også Mekane Yesus-kirken i Etiopien officielt kalde parret til tjeneste. Herefter kan Promissio melde nærmere ud om ægteparrets arbejdsopgaver og udsendelsestidspunkt.