– Kristne i dag er som Cola-light

– Man kan sammenligne verden i dag med Coca Cola. Så er vi kristne Cola-light – lidt sundere, men ikke ret meget Sådan siger den amerikanske sanger Eli, der i weekenden spillede for fulde huse på Børkop Højskole. På hans nye album ’Now the News’ tager han et kritisk blik på verden omkring ham.Det ser ellers først ud til at blive et kort interview. Eli sætter sig ned ved siden af mig og peger på sin egen biografi, som jeg har taget med. – Det passer ikke, noget af det, der står der, siger han. – Faktisk hedder jeg Bob, og jeg spiller slet ikke guitar, men violin – eller der er en, der står bag mig og spiller. Jeg lader bare som om….siger han med et glimt i øjet. Så har jeg allerede mistet tråden, og vi tager os i stedet en snak om verden, som Eli ser den.

Kedelige kristne
Eli voksede op i den knap så eksklusive del af Los Angeles. Han var skilsmissebarn og boede sammen med sin mor og stedfar, indtil han en dag besluttede sig for, at han hellere ville være fuldtids stofmisbruger end at gå på gymnasiet. Derfor stak han af hjemmefra, og levede det vilde liv i Los Angeles’ gader. – Jeg havde det virkelig fedt. Hvis jeg ikke i dag vidste, at alt det, jeg gjorde dengang, var forkert, fordi det ikke er noget, Gud er med i, så ville jeg nok begynde på det igen, indrømmer han. – Den dag i dag er jeg ikke klar over, hvor mange kvinder jeg har været sammen med. Det er utroligt, at jeg ikke har fået nogle sygdomme eller gjort nogen gravide – men jeg tror, Gud har haft en plan med det hele.
Eli blev meldt savnet af sin mor, og en skønne dag fandt politiet ham. Han kom på afvænning, og her fik han kontakt til nogle kristne.
– Jeg syntes, det var utrolig kedeligt. At gå i kirke var til at falde i søvn over, og de kristne lavede også kun kedelige ting sammen som at spille volleyball og hvad ved jeg. Men alligevel havde de noget, som jeg misundte, så jeg blev ved med at hænge ude sammen med dem, fortæller Eli.

Guitaren fra Gud

En dag, da Eli var hjemme ved en af sine kristne venner, kom hans mor ind på værelset med en guitar. – Jeg synes, du skal begynde at spille, sagde hun til ham. Eli forstod ingenting. Han havde aldrig spillet noget instrument og da slet ikke sunget – ikke engang i badet. Men han tog alligevel guitaren med hjem.
– Jeg satte mig ned og bad til Gud: ’Hvis det virkelig er din vilje, så lad mig tjene dig med det her instrument. Ikke bare halvt, men fuldt ud!’ Da jeg var færdig, gav jeg mig til at spille – og helt ud af den blå luft kunne jeg bare lige fra starten af, siger han med et smil. – Men prøv at tænk: Hvis det virkelig er Gud, der f.eks. har skabt træerne – noget der i sig selv er ret fantastisk – hvorfor skulle han så ikke også kunne lære mig at spille guitar??

Kirken er for kommerciel

Nu har Eli været ædru i godt 15 år, og han har netop udgivet sit tredje album: ’Now the News’. – Mine to første albums, ’Things I prayed for’ og ’Second hand clothing’ handlede meget om mig selv, og hvordan jeg er. Det nye album handler mere om, hvad jeg ser. Det er en musikalsk avis.
Hvad ser du?
– Jeg ser et samfund, der er det omvendte af, hvad det burde være. De kristne bliver ledt af verden – de blinde fører de seende. Vi vil så gerne være ligesom de andre og accepteres af verden. Men hvis vi skammer os over det, vi tror på, så er det da ikke så mærkeligt, at vi ikke kan få andre med.
Det kan være svært at gøre det rigtige – selv indenfor kirken, fordi den er blevet så kommerciel. Det burde være os, der var de toneangivende, og som havde indflydelse i verden. Men i stedet er det medierne, der har fået magten. Men hvad hvis de nu siger: ‘Jesus-aktierne falder, sælg i en fart!’ Skal vi så sælge, fordi de siger det?
Det burde være os, de andre efterlignede, men desværre er det lige omvendt – vi prøver at falde i med mængden i stedet for at skille os ud. Men det var jo ikke det, Jesus gjorde. Jo, han færdedes i mængden, men han sagde ikke det, de gerne ville høre – det er nemlig ikke den rette måde at evangelisere på.