Starthjælp bremser integration

– Starthjælpen til flygtninge bliver alt for tit starten på et liv på slæb efter velfærdsvognen, siger Kristeligt Folkepartis integrationsordfører, Bodil Kornbek.Hun mener, at starthjælpen er med til at umyndiggøre flygtninge, stik mod regeringens hensigt om at hjælpe de mennesker, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
– Flygtninge på starthjælp havner præcis i den rolle, regeringen gerne vil have dem ud af: Offerrollen, hvor de opgiver at tage ansvar for deres eget liv og i stedet vænner sig til at gå på socialkontoret, siger Bodil Kornbek.
Hun tilføjer, at en flygtningefamilie med fire børn i dag ofte får mere fra det offentlige end de 10.916 kroner, de er berettiget til i starthjælp før skat hver måned. Hver tredje kommune har nemlig indstillet sig på at skulle betale ekstra, når familierne står over for større udskrivninger som vintertøj til børnene eller reparation af komfuret.
– Det viser med al tydelighed, at starthjælpen er sat alt for lavt. Det er ikke logisk, at man skulle klare sig for færre penge som flygtning i Danmark, end man kan som dansker på bistandshjælp, slutter integrationsordføreren.