Noter uge 20

Kirke indvies i Sydslesvig

Biskop Søren Lodberg Hvas står for indvielsen
Valsbøl menigheds drøm er gået i opfyldelse. Takket være stor imødekommenhed fra skoledirektør Anders Molt Ibsen og den danske skole i Valsbøl har menigheden overtaget kirkesalen i det historiske Valsbølhus.
Her er der nu gennemført en omfattende renovering. Der er bl.a. lavet ny prædikestol, lagt nyt gulv, udskiftet radiatorer og træpaneler. Alle tre vinduer mod øst vil komme frem, og i det midterste opsættes en glasmosaik efter tegning af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen.
Kirkesalen indvies af Dansk Kirke i Udlandets præsident, biskop Søren Lodberg Hvas (billedet) 2. pinsedag den 9. juni kl. 10.00.

Jeanette holder fernisering om „åbninger og nye veje“

Så synger fuglene og tjørnen blomstrer.
I Galleri Munksbøl i Melby fejres foråret med fernisering på en helt ny udstilling, som omfatter de værker, Jeanette Munksbøl har arbejdet med vinteren igennem.
Også i år er der forandring at spore. Der er nye anderledes farver og en motivverden, kunstneren ikke tidligere har bevæget sig i. Stilen er naturalistisk symbolisme.
Temaet for sommerens udstilling i galleriet er „åbninger og nye veje“. Udstillingen åbner med fernisering St. Bededag 16. maj, hvor Jeanette Munksbøl vil fortælle lidt om baggrunden for de nye malerier og læse op af sine tekster til musikledsagelse.

Ny dansk „sporty“
præst i Surrey, Canada

Dansk Kirke i Udlandet har ansat den 39 årige Anne-Sophie Christiansen som præst for den danske kirke i Surrey, British Columbia.
Anne-Sophie Christiansen kommer fra en stilling som konstitueret sognepræst i Farum og tiltræder stillingen i Canada den 15. juli. Kirken ligger i Vancouvers største forstadskommune, hvor der bor et stort antal danskere. Menigheden er meget trofast, og mange har boet i Canada siden 1960’erne.
Anne-Sophie Christiansen har en alsidig baggrund. Hun er bachelor i idræt 1995 og cand.theol. 2000 fra Københavns Universitet. Hun er gift med Morten Christiansen, og de har tre børn.

Nøøj, det’ for børn

Sommerlejr for børn, der kan li’ at synge, spille og bevæge sig.
På Grejsdalens Ungdomsskole i Vejle bliver der gang i den, når omkring 100 børn, der skal begynde i 1.-6. klasse tager på sang- og musiklejr fra d. 22.-28. juni.
Arrangementet varer en uge og slutter af med en koncert, hvor børnene viser, hvad de har øvet igennem den forgangne uge, som bliver smækfyldt med program og indhold i form af bibeltimer, korsang, drama, dans og masser af skæg og ballade. I år er det Hans Jørn Østerby, og han skriver en musical om cirkus til lejren, der er et tilbud fra Indre Missions Musiksekretariat.