Grim Ælling folder sig ud
Bettina var med i finalen om at blive Supermodel of the World 2003 – men hun sætter sine egne grænser…Bettinas kæreste er begyndt at holde hende lidt mere og lidt fastere i hånden, når de er ude. Mikkel har altid været stolt af sin kæreste, men endnu mere nu, hvor hun er en af 8 finaledeltagere i Supermodel of the World.
Bettina Olesen fra Græsted på Nordsjælland er blevet udvalgt ud af flere tusinde unge, håbefulde og smukke piger i Danmark.
Bettina, 18 år, vandt denne finaleplads i Alt for Damernes og Unique Models modelkonkurrence i foråret, hvor hun vandt stort over alle.
Ved finalen i Magasin du Nord i København den 5. sept. vandt Bettina ikke og kommer ikke med 86 andre piger fra forskellige lande til verdens-finalen, men er sikret en kontrakt med Unique Models, som meget gerne vil bruge hende, og Bettina synes, det har været en stor oplevelse at prøve modelbranchen:
– Jeg har skullet finde mine egne grænser i forhold til, hvor meget jeg vil vise på billederne, og hvor meget jeg vil lade mig blive hundset rundt med. Når det kommer til andre modelfolk generelt, er de meget mere stille og rolige, end man skulle tro. Det har været fedt og udviklende for mig selv at være med.
Bettina Olesen kommer i Græsted Frikirke sammen med sin familie, som foruden forældre også består af tre yngre søskende. Hun synes, at hendes egne grænser er strengere, fordi hun er kristen:
– Jeg vil gerne vise, hvad jeg er blevet velsignet med, og jeg tror også, at man er nødt til at se på det på den måde for at kunne arbejde som model. Men jeg vil kun vise det, som man også kan se, når man er på stranden, forklarer Bettina.
– Mine forældre og søskende kommer jo til at se billederne, og jeg vil ikke have, at mine søskende tænker: Når hun må, så må vi også, siger Bettina.
Bettina Olesen har i kirkelige sammenhænge oplevet normal nysgerrighed, men også lidt fordømmelse.
– Jeg tror, det kommer af uvished. Mange regner med, at jeg blotter mig, når jeg er model. Jeg føler, at jeg skal retfærdiggøre det at være model, og det, synes jeg, er lidt forkert. I flere kirker danser man, og her bruger man jo også kroppen, uden at det bliver noget sensuelt. Jeg er glad for det, jeg har, så hvorfor skulle jeg ikke kunne bruge det, spørger Bettina Olesen.
– Modelverdenen er nogle steder rådden, og derfor er der brug for gode modeller. Jeg vil gerne bruge modelarbejdet for Gud. Jeg håber, at der kan være en glød i mine øjne, at mit humør eller min personlighed må få folk til at mærke noget andet end det, de ellers mærker. Derudover møder jeg også en masse andre piger, som jeg kan tale om min tro med, siger hun.
Bettina kan mærke, at hun har endnu mere brug for at være sammen med kristne nu.
– At komme i kirke hjælper én til at undgå forskellige yderligheder i modelbranchen, mener hun. Hun tror nu ikke, at hun begynder at få nykker:
– Det kan man ikke få med en familie i Græsted, griner hun og tilføjer:
– Min kæreste siger, at det ikke bliver for svært for mig at holde fødderne på jorden, for jeg bruger størrelse 41 i sko!
Bettina Olesen var et rigtigt prinsessebarn, som hun kalder det, indtil hun blev 8-9 år. Derefter var det cowboybukser, T-shirts og klatren i træer, indtil hun blev teenager.
– Jeg synes, jeg var så grim som lille: Høj pande, store fødder, store fortænder og fregner. Jeg syntes, at jeg var stor og klodset. Det ændrede sig, da jeg blev teenager, og så begyndte jeg at blive mobbet. Der var mange, som var misundelige, og det er kun blevet forstærket ved, at jeg vandt konkurrencen i foråret, siger Bettina, hvis udseende er meget skandinavisk, da familien både er dansk, finsk, norsk og svensk.
Opfattelsen af, at modeller er arrogante og hårde konkurrenter, har Bettina ikke oplevet.
– 8 ud af 10 af de andre piger er også blevet mobbede, så mange har et lavt selvværd. Når man er sammen med andre modeller, er man på en måde på samme niveau, og man kan slappe af og være den, man er, forklarer hun.
Bettina vil gerne starte på studenterkursus til næste sommer. Hun vil dog gerne blive ved med at arbejde for Unique Models. Hun har ikke lyst til at være model resten af livet, men kunne godt tænke sig at blive jordemoder eller læge.
Alligevel er det er ikke altid lige sjovt at være i branchen:
– Man er ofte kun vigtig i de fem minutter, der bliver taget billeder, og derefter er man blot én i mængden. Derudover er den eneste dårlige oplevelse, hun kan huske, da hun blev brændt i nakken med et glattejern!. Når man hører om modeller, hører man også tit om anoreksi, men det tror Bettina Olesen ikke, at hun får:
– Man skal selvfølgelig være opmærksom på sin vægt, men min familie hjælper mig til at spise sundt. De støtter mig fuldt ud. Hos Unique models er der regler for, hvor meget man må tabe sig, for de vil ikke have, at nogen bliver syge. Jeg tror ikke, jeg kan få anoreksi, for jeg er alt for glad for mad, griner Bettina Olesen.