På skilsmissens rand med Ikea

Jeg indrømmer, at jeg har et had-kærligheds forhold til Ikea.
Ikeas nye katalog er kommet! Det er ensbetydende med, at mor her kravler op i lænestolen og ikke vil forstyrres den næste time. Bare sidde og drømme og få gode ideer til, hvordan vores hjem kunne komme til at se så meget mere tjekket ud!
Trangen til en dag i Ikea melder sig straks, og listen der skrives er lang. Alle erfaringer fra foregående besøg er fortrængte. Indtil jeg står der igen.
Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig i det møbelvarehus. Det er, som om min tålmodigheds-lunte afkortes i det øjeblik, jeg træder ind ad døren. Det ender som regel med, at jeg går helt i sort og styrter igennem labyrinten af møbler for i en fart at finde udgangen… og kun kommer hjem med de sædvanlige servietter og fyrfadslys.
Det hænder, at jeg får overtalt min mand til at tage med i Ikea. Det kræver års overtalelse, for hans forhold til Ikea rummer ingen varme følelser overhovedet. Han overgiver sig som regel, når der skal indkøbes større møbler til hjemmet, og jeg pointerer hans ret til medbestemmelse.
Men det ender som regel som en overlevelses-tur for parforholdet. Mens min mand alene styrer efter ”den” bestemte ting, jeg har sat kryds ved i kataloget, vil jeg gerne se på alle valgmuligheder. Ligesom jeg altid har nogle spørgsmål, jeg gerne vil stille til det personale, der aldrig er der, eller ikke ved noget som helst om det, de sælger.
Det værste venter imidlertid. En seng fra Ikea kan simpelthen drive os ud på skilsmissens rand. Det går ikke at være to om et saml-selv-møbel. I al fald ikke, når de to kommer fra Mars og Venus. Faktisk mener jeg seriøst, at Ikea, ud over deres øvrige tast-selv-telefon-servicer, burde have en ægteskabs-rådgivningslinie.
Jeg har efterhånden lært at fortrække med barnet, når jeg kan høre, at min handy-mand i soveværelset begynder at smide med tingene og sige ord, jeg ikke vil stave til.
Når så det meste af en lørdag er gået op i Ikea-frustrationer, så mangler der altid en eller anden dimse-dut, lige som sengen er så godt som samlet. Men manden nægter at pille det hele fra hinanden, pakke det i kasserne og returnere det igen. En interimistisk løsning udtænkes – helst uden hjælp fra Venus! Og så må sengen ellers knirke, som den vil.
Og jeg. Jeg står tilbage og kommer i tvivl om, om sengen jeg så på glitterpapir i Ikea kataloget, nu også er den samme, som min mand har samlet i vores soveværelse? Skulle jeg hellere have valgt en anden model? Men jeg har lært at holde mine tanker for mig selv.
Dog lover jeg i det stille mig selv, at næste gang vi skal købe nye møbler, skal det være fra et møbelvarehus, hvor de leverer ved døren og selv samler skidtet. Men næste gang jeg får Ikeas katalog, har jeg formentlig glemt alt om det igen.