Opsving for pinseskole
Efter nedgang i elevtallet for Frydensberg Efterskole er skuden nu vendt
Frydensberg Efterskole i Mariager sluttede sidste skoleår med 31 elever. I dag er skolen fyldt til bristepunktet med unge mennesker, 67 i alt og altså 7 flere end angivet i skolebrochuren.
– De sover da i telt, svarer Susanne Krog friskt på spørgsmålet om, hvor de ekstra 7 dog kan være henne. Og skynder sig at dementere:
– Nej da, vi har inddraget et medarbejderværelse, indrette et nyt og udvidet et eksisterende.
Susanne og Poul Henning Krog blev begge forstandere på halv tid, da der i sommer pludseligt skete et lederskift på skolen. Omkring halvdelen af eleverne kommer fra skolens eget bagland, Pinsevækkelsen. Resten fordeler sig på andre kirkesamfund og kirkefremmede. Der er 6 med anden baggrund end dansk, heraf kun 2 fra tredjeverdenslande.
Hvad er din bedste oplevelse på dette hold? spurgte vi Susanne Krog:
– At se de unge længes efter Gud og søge ham! Vi er i en dejlig bønnefase i øjeblikket. Mange deltager i det frivillige bønnemøde midt på dagen. Og forleden var 29 ud af vore 67 elever samlet til bønnemøde på et elevværelse.
Hvor er den største afvigelse i år?
– At skolen er fyldt! Skolen sluttede på et lavpunkt, men nu ser vi fremad. Poul og jeg skal kun være her til sommer, men vi arbejder alligevel langsigtet på at stabilisere skolen, lægger et fundament for fremtiden. Derfor arbejder vi meget med værdier i øjeblikket, (især) både blandt elever og medarbejderne.
Hvad kan I bidrage med i efterskolelandskabet?
– Vi er en spændende skole i et af Danmarks smukkeste omgivelser. Vi har dyrehold med bl.a. heste, et hold der dyrker ekstrem sport, det lægger omgivelserne ligesom op til. Og så har vi naturligvis en klar kristen profil. Målet er også at komme ud i menigheder og ungdomsklubber med vores nye koncept Showtime! med dans, drama, musik mm.