Sadhu Sundar Singh:
Alene med Herren
Det var ikke blot, for at de skulle hvile, at Herren tog sine tre udvalgte disciple med op på bjergtinden. 
Det var tillige, for at de dér måtte skue et glimt af virkeligheden: hans guddommelige naturs herlighed. Deres daglige samliv med ham havde været forberedelsen til en sådan åbenbaring.
De havde set hans undergerninger og lyttet til hans forunderlige Ord Ord, som intet menneske før ham havde talt til dem. Men der skulle opnås andet og mere end tilbedelsen og den overvældende undren alene. Det var nødvendigt at forlade hverdagslivets travle dage og i den stille ensomhed på bjerget beskue hans guddommelige væsens oversanselige herlighed. Og dog var det på den anden side heller ikke nok, at hans jordiske skikkelse blev forvandlet for dem. Også deres øjne måtte åbnes, thi havde de ikke fået det opladte åndelige øje, ville de ikke have været i stand til at se Herrens ansigt eller forstå, at Moses og Elias var hos dem.
Gud blev menneske i Kristus, og han taler til os gennem ham, og vi må følge ham i fuldkommen lydighed uden at spørge: hvorledes? eller hvorfor? Men vi kan slet ikke høre hans ømme stemme, førend vi har lukket vore øren for denne verdens forvirrende røster.
Heller ikke kan vi virkelig møde ham eller have samfund med ham, førend vi begærer det af hele vort hjerte. Dersom vi ikke tier stille, kan vi ikke høre, hvad andre siger til os, og vi kan ikke forstå dem fuldtud, medmindre vi skænker dem hele vor opmærksomhed. Således må vi også, dersom vi begærer at høre vor himmelske Faders røst, i tavshed dvæle hos ham og med hele vort hjerte være optaget af ham. Han åbenbarer sig endnu for dem, der flittigt søger ham.
Men dette er ikke alt. De, som søger ham på denne måde, opnår tillige velsignelsen af de helliges fællesskab, således som hine tre apostle ved deres forbindelse med Herren også kunne fryde sig ved samværet med Moses og Elias.
Men vi må heller ikke søge dette hellige fællesskab som et middel til at opnå timelig fordel, således som hine to disciple gjorde, der bad om at få pladsen ved hans højre og venstre side, når han kom i sit Herligheds Rige (Mark. 10, 3537). Se i modsætning hertil, hvor langt ypperligere Marias fremgangsmåde var, da hun valgte pladsen ved hans fødder og sad og lyttede til hans livgivende Ord og ikke begærede en ophøjet plads på hans trone, men valgte den gode del, som ikke skal tages fra hende.
Under den stille betragtning taler Gud uden ord til vore hjerter, og dersom vi ydmygt åbner vore hjerter for ham, der er selve Livets Kilde, vil han selv strømme ind i os med hele sin nærværelses fylde. Ligesom Kilden fylder karret, der står nedenunder kildespringets udløb, således vil Ånden og Guds sande fred strømme ind i dens hjerte, der ydmyger sig for at modtage ham.
»Jeg bor i det høje og hellige … og hos den sønderknuste og i Ånden nedbøjede« (Es. 57,15).
Sundar Singh (1889-1929) blev opdraget som sikh, hadede de kristne, brændte prædikanternes bibler, men blev radikalt forvandlet ved et syn af Jesus Kristus, hvor denne sagde som til Paulus: Hvorfor forfølger du mig? Herefter besluttede han sig for at følge Jesus og lede andre til tro. Han blev udstødt af sin familie og blev sadhu, dvs. omvandrende lærer. Han rejste ofte på missionsrejser til Tibet, sidste gang i 1929, hvorfra han aldrig vendte tilbage. Ingen ved, hvordan han endte sit liv.
