Et tilflugtsted for trætte sjæle
Mikkelsbakke Refugium vil skabe enhed mellem kristne
Et sted på det vestlige Mors ligger Mikkelsbakke Refugium, et tilflugtssted for kristne fra alle kirkelejre, protestanter som katolikker, konservative som karismatikere. Refugiet er oprettet af foreningen Fælleskirkeligt Klosterhus i Nordjylland og ledes af præsteparret Kirsten og Henrik Mørch-Nielsen. Sidstnævnte bror til navnkundige Bent Feldbæk Nielsen fra Snedsted.
Fra Mikkelsbakke i den lille by Tæbring er udsigt over skov, marker og fjord.
– Det er vistnok et gammelt helligsted på Mikkelsbakken ved Mikkelskilden. Den ligger her på grunden; vi ved omtrent hvor, oplyser Kirsten Mørch-Nielsen.
– I 4½ år har stedet været indviet til at tjene Jesus Kristus. Han er Refugiets Herre, slår hun fast.
Et møde med Jesus ved en nærdøds oplevelse i 1968 har givet hende en særlig kærlighed til Jesus, hendes dommer og forsoner.
– Foreningen bag refugiet blev til på baggrund af Jesu spørgsmål til mig: Når I skal være ét i mig, hvorfor har I da alle de fjendebilleder? Det var en del præster og lægfolk fra forskellige kirkesamfund enige i, og vi begyndte at organisere os og lede efter det rette sted.
– 4 år senere blev der igen talt til mig, nu om at ringe til Mors. Samme uge skulle plejehjemmet her lukke.
Kort efter blev det så overtaget af den fælleskirkelige forening. Og økonomien har Herren sørget for, siger Kirsten.
– Jamen, det dejlige Mikkelsbakke Refugium i Tæbring på Mors burde slet ikke have været der, hvis det havde stået til mennesker. Men det gjorde det ikke! Vi er overbeviste om, at det var Herrens vilje at refugiet skulle oprettes, og at det kan fungere.
Det begyndte egentlig helt tilbage i 1995 med at en lille præst sad i sit ydmyge sogn i Østhimmerland og forberedte sin prædiken. Præsten var Kirsten Mørch-Nielsen.
– Søndagens tekst var om at bede til Faderen i Jesu navn, og som vanligt gennemlæste jeg også de øvrige tekster til dagen. Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord er kommet til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig; at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig… læste jeg. Og mens ordene slog ned i mit sind til nøjere eftertanke, hørte jeg rent faktisk en stemme tale til mig: Når I skal være ét i mig, hvorfor har I da så mange fjendebilleder, kirkerne imellem?
– Det kunne jeg jo slet ikke svare på, men begyndte at spekulere. Jeg var noget rystet over det uvante i, at Chefen havde talt til mig; men det var jo sandt! Vi havde fjendebilleder overfor hinanden. Jeg plejede at tage mine konfirmander med til en gudstjeneste i den katolske kirke og i en frikirke hvert år, og der var lidt forargelse derover både blandt mine præstekolleger og nogle forældre, som så holdt deres børn hjemme. Desuden vidste jeg, at adskillige frikirkefolk betragtede folkekirkelige som nærmest ugudelige. Nej, vi var ikke ét i Kristus.
Så derfor tog hun initativ til, at foreningen blev oprettet.
– Et af vore yngre medlemmer fik kræft og måtte standse som lærer. Hun skænkede 100.000 kr. til det kommende Klosterhus, og nu begyndte projektets realisme at vise sig i glimt.
For nylig kom en familie, hvor moren var kræftsyg, og overnattede, så far og børn kunne komme i Fårup Sommerland!
– Kærlige mennesker og Guds kærlige omsorg har fyldt stedet og opretholder det fortsat. Ja, sidste år havde vi faktisk 500 ovenatninger!
– Stedet tilhører alle kristne som en selvejende institution, slutter Kirsten Mørch-Nielsen.
