Den sidste bremse

– Vi vil ikke prædike, men gerne spille svinefed rock!Airbag er fire drenge som spiller rock og som har et budskab. Det handler blandt andet om hverdag, politik og sandhed. Men det er op til den, der hører sangene, at fortolke dem. Snart har de en EP på gaden.
På bagvæggen hænger en udskåret guitar i sort isolering. Rummet er lille og varmt. Rytmen dunker i læderet i sofaen. I det kolde marmorbord kan man mærke pulsen fra slagene på trommerne.
Forsangeren med guitaren løfter benet i takt til musikken. Hans stemme bliver fanget af mikrofonen. Med det ene ben hvilende på det andet sidder basisten og hiver i sine strenge. Trommeslagerens lyse krøller danser rundt om ansigtet, når stikkerne springer rundt på trommerne.
Bandet Airbag spiller melodiøs rock under Københavns Kristne Kulturcenter.
– Vi er fire drenge, der hygger os med det, vi laver, siger Christian Stage, som er forsanger og guitarist. Ambitionerne er at spille og få udgivet deres egne ting, men ellers spiller drengene ganske enkelt, fordi de kan lide det.
Sune Kronbach (guitar og sang), Jørgen Bende Thomsen (bas), Jakob „Englehår“ Dencker (trommer) og Christian Stage (guitar og sang) er allerede i gang med at lave en EP. De fire, som alle er i tyverne, håber på, at få den gjort færdig efter jul.
Den røde tråd på udgivelsen „Closer to You“ er intimitet og nærhed.

Airbag-drengene fra oven tv.: Christian Stage (guitar og sang) og Jakob „Englehår“ Dencker (trommer). Nederst tv.: Jørgen Bende Thomsen (bas) og Sune Kronbach (guitar og sang)
Hverdag og politik

Teksterne og musikken bliver lavet af Christian, og de bliver pudset af i øvelokalet. Han får inspiration fra alt, hvad han kommer i nærheden af.
– Jeg tager udgangspunkt i mig selv, i venner, bøger, i oplevelser med Gud og kærlighedslivet, siger Christian. Det er hverdagsoplevelser, som fylder mest, når han skal skrive.
Der er dog også politiske budskaber i sangene. Lige nu arbejder han på en sang om følelsen af afmagt overfor krig, som bliver ført i sandhedens navn. Den handler om „en bestemt imperialistisk stat“, som Christian kalder USA.
Der er også holdninger i sangen „In My Opinion“. Den handler om, at folk, som er ligegyldige, ødelægger. Der skal være handling bag ved ordene, og det har også en åndelig mening, siger Christian.
Guitaren i sort isolering på bagvæggen er ved at ryge ned, mens drengene snakker. Halvdelen af den dingler truende og ser ud til at ville dale ned på det grå gulvtæppe. Ingen gør dog noget ved det, og snakken forsætter.

Sandheden

Det karakteristiske for teksterne er, at de kan og skal fortolkes af dem, som hører dem.
– Vi er et postmodernistisk rockband, siger Jørgen. Publikum kan få deres egen sandhed ud af sangene, og det er helt i orden med bandet.
– Hvad er sandhed?, spørger Christian retorisk og siger, at der er individuel sandhed, men at Gud er den overordnede sandhed.
– Vi tror på, at Jesus er sandheden, siger Christian på bandets vegne.
Airbag vil gerne sætte tanker i gang hos de folk, som hører musikken.
Det er det, som er inde i musikerne fra Airbag, der kommer ud, siger Sune.
– Vi vil ikke prædike, men gerne spille svinefed rock, siger Jakob og fortsætter:
– Vi vil gerne vedkende os, at vi er kristne. Vi er bare de mennesker, vi er.
Navnet på bandet har også en kristen symbolik. En airbag redder menneskeliv og er den sidste bremse.
– Vi er fulde af luft, griner Jørgen til de andre. Drengene har deres egen interne humor. De kender hinanden og øver sammen hver uge.
De fire drenge kommer i Frikirken på Havnen og i Pinsekirken på Drejervej.
I 1999 begyndte Sune og Christian at mødes for at spille musik. Siden hen kom Jørgen med og det samme gjorde Jakob. Bandet Airbag startede i 2001, og de spillede deres første koncert på Sorø Akademi. Derefter er det blevet til koncerter på Øresundskollegiet, Operaen på Christiania og Rhein Van Haugen for at nævne et par stykker.
Bandet har flere datoer for koncerter i november.
Halvdelen af guitaren på bagvæggen ligger nu på gulvet. Den kunne vist ikke tåle mosten. Airbag forsætter dog ufortrødent aftenens øvning. Igen dunker den rytmiske puls i forstærkerne og i møblerne.
Airbag vil ud med deres musik og budskaber.