Følg hjernens tankebaner

Seminar om „hjernevenlig journalistik“ gav gode kommunikationsredskaber – også for kristne forfattere, præster og prædikanterHjernen træffer ikke beslutninger, før den har overblik over beslutningsgrundlaget. Med en stadig mere kompliceret verden er det et problem. Og en udfordring for journalister, lærere og andre kommunikatorer.- Vi må udvikle metoder til at behandle beslutningsprocesser, så vi ikke ender i kynisme, sagde lektor Hans Henrik Knoop i en forelæsning om „hjernevenlig journalistik“ på Danmarks Journalisthøjskole d. 4. februar 2004.
Hans Henrik Knoop er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og forfatter til flere bøger om læring, i Knoops terminologi „den indvendige læreproces“. I de sidste 15 år har han jagtet de principper, hjernen fungerer efter.
Han har været involveret i store internationale udviklingsprojekter i Letland og Litauen og fungeret som akademisk ekspert for EU, Undervisningsministeriet og LEGO.
Hans indsigt i hjernens funktioner er god at tage ved lære af – også for kristne forfattere.

Kynisme i befolkningen opstår, hvis massemedierne blot kører på med massiv og detaljeret information henvendt til fornuften. Overskueligheden går fløjten og den megen viden bliver til fragmenter, modtageren ikke kan forholde sig til. Hans spørger: Hvad betyder det? Og hvad kan jeg gøre ved det?
Det handler om, at kommunikere på en måde, så modtageren så vidt muligt griber om den samme idé som senderen. Blev jeg klogere, spørger han bagefter. Og kan jeg bruge det til noget?
Fornuftsmæssig formidling er ikke nok. Der må tales til følelserne. For folk lærer bedst, når de har lyst til at lære. Og lysten får de, når deres følelser stimuleres. Og folk er tilbøjelige til at handle, når de er involveret følelsesmæssigt. Det personlige engagement er det bedste værn mod den omsiggribende ligegyldighed.

Her gav Hans Henrik Knoop en interessant, dog meget forenklet, fremstilling af hjernens indretning. Nederst i hjernens hierarki er hjernestammen. Her ligger menneskets instinkter og drifter, alt det vi ikke tænker over, men bare gør. „Koden“ er „liv kontra død“, dvs. det er her vore reaktioner det hhv. livsbekræftende og livstruende ligger. Her er selvopholdelsesdriften, her er årsagen til automatisk selvforsvar.
I kommunikation betyder det, at viden, der spiller en afgørende rolle for menneskeracens overlevelse generelt, fx krig og miljøødelæggelser, instinktivt tiltrækker vores opmærksomhed. Derfor er synd, nåde, himmel, helvede, Israel og endetiden altid „godt stof“ i vækkelsesforkyndelse. Men også det, der har personlig relevans, fx tro, bøn, nådegaver og mission – hvis altså prædikanten – og forfatteren – formår at sætte emnerne i perspektiv.
Her kommer næste trin i hjernens hierarki ind: Det Limtiske System. Her ligger følelserne, et slags instrumentpanel med blinkende lamper til registrering og knapper til regulering. Koden er ifølge Knoop „behag kontra ubehag“, dvs. det er her ønsket om velbefindende ligger, livsnydelsen. Og motivationen for at ændre det, der kan true vores velfærd.
– Vi har to integrerede programmer i dette system, fortalte Knoop. – Det ene er individualisering, at „enhver er sig selv nærmest“. Det andet er socialisering, at vi er grundlæggende afhængige af andre.
Den rene, „kolde“ fakta-information bør altså sættes i perspektiv gennem identifikation. Lytter og lærer skal have svar på spørgsmålene: Hvad betyder det for mig? Hvad betyder det for min familie, slægtninge, naboer, by, land, verden – alle dem, jeg trods tidens individualisering er forbundet med.
Det øverste trin i hjernens hierarki er Neo Kortex, og det er her, fornuften ligger. Det er her, vi lærer. Det er her, vi sætter ord på vores følelser og kontrollerer vores instinkter. Koden er ifølge Knoop „orden kontra uorden“, dvs. jo mere ordnet en fremstilling er, jo nemmere kan fornuften gribe om den. Det kan være kronologisk orden i en opremsning, logisk orden i en argumentation, tidsmæssig orden i en fortælling, og geografisk orden i en rejsebeskrivelse! Jo mere ordnet, jo nemmere er det at lagre, dvs. huske, informationen. Og er den tillige medrivende og relevant, er kommunikationen tilnærmelsesvis lykkedes.

Tilsammen giver de tre lag i hjernens hierarki 3 principper for „hjernevenlige processer“, hvor det, der er mest naturligt, også er det mest effektive. Hjernen vil ifølge Knoop altid finde den nemmeste vej til ny information. Kan et eksisterende koncept bruges til at begribe ny viden, gør hjernen bare det. Derfor er det effektivt at bruge sammenligninger og metaforer i kommunikation.
Men hvilke grundlæggende principper bruger hjernen, når den skal behandle information?
Det første princip er indre styring. Vi har behov for at kontrollere vores egen skæbne (instinkter), fremtidsperspektiv (følelser), og overblik (fornuft). Jo større frihed og indflydelse, vi føler vi har, jo mere kreativitet udfolder vi. Og jo bedre husker vi.
– Følelser er klæbestof for hjernen, sagde Hans Henrik Knoop igen og igen.
– Men husk, negative følelser huskes også – og hæmmer udviklingen!
Det andet princip er spontan vækst. Vi kræver vækst! Vi føler behov for forandring, finder mening i udvikling. Vi er født med en indre drivkraft, der dels forandrer os selv – vi er den samme person, selv om vi forandrer os hele tiden – og dels forventer forandring fra omverdenen.
I kommunikation betyder det, at en historie skal udvikle sig hen imod et klimaks. En prædiken, en bog bør have en konstruktiv udgang.
– Det værste man kan gøre ved et menneske, er at fratage det dets håb, sagde Knoop. – Det skete for jøderne under Anden Verdenskrig. De mistede troen og oplevede derfor et dobbelt Holocaust.
Det tredje er princippet om brugbarhed. Hjernen aflærer nådesløst, hvis det lærte ikke bliver brugt. Derfor er det vigtigt med det Knoop kalder „praktisk teori“. Kompliceret viden må koges ned til enkle læresætninger, som kan udmøntes i praksis. Eksempler er grundlæggende værdier, en formuleret presseetik, De ti bud…
Når teorien afprøves i praksis, registreres det i sanserne. Og sanserne efterlader „hukommelses-spor“ i hjernen, en slags indholdsfortegnelse, der gør det nemmere at finde informationerne frem.

For kristne forfattere og prædikanter betyder det, at emnet bør være relevant for modtagerne, at der bør være klare konklusioner og peges på mulige løsninger.
Kristne beskyldes nogle gange af udenforstående for at være sortseere, kun at bringe „negative nyheder“, så at sige. Men det skyldes ikke indholdet, at prædikenen fx handler om himmel og helvede, men perspektiveringen, at alle handlinger har konsekvens, og at Gud faktisk har banet vej til himlen gennem Jesus. Eller at bogen fx handler om personlige kriser, men at årsager og løsninger forklares.
Opgaven består i at både fortælle sandheden og give folk håb. Det stiller store krav til fortælleformen at skulle „sige en barsk sandhed på en human måde“, som Knoop udtrykte det. Men det er betingelserne for både journalister, prædikanter og kristne forfattere.
Hans Henrik Knoop uddyber sine teorier i bogen „Leg, læring og kreativitet“, Aschehougs Forlag.