Third Day til Aalborg
Ny koncertforening arrangerer koncert med Third Day og har flere koncerter i ærmetDen nye koncertforening Glow Concerts vil have flere kristne koncerter i Danmark. De lægger ud med et brag, når Third Day giver koncert i Aalborg den 15. juni.
Glow Concerts er en nystartet koncertforening, der har det ene ønske at udbrede kendskabet til kristen musik i Danmark.
Deres første koncert bliver med de tidligere Grammy-vindere fra Third Day, som også var nomineret i år, men måtte se sig slået af Michael W. Smith.
Koncerten med Third Day er kun begyndelsen for foreningen. Glow Concerts primære mål er at arrangere Glow festival, som løber af stablen den anden weekend i august i Lunderskov. Det bliver en festival med en masse danske bands, men også udenlandske navne vil kunne opleves.
Årets hovednavne vil blive offentliggjort den 1.maj, men det er allerede afsløret, at der vil være amerikanske kunstnere at finde blandt navnene.
– Som kristne ved vi, at vi påvirkes af det, vi fylder os med. Derfor har vi en vision om, at kristen musik må få en større plads blandt unge kristne i Danmark. Desuden er koncerter en oplagt mulighed for at invitere venner og skolekammerater med til et kristent arrangement, siger Stefan Winther, som er formand for Glow Concerts.
Det er Indre Missions Ungdom, som står bag foreningen, og selvom det er en ny forening er medlemmerne ikke uvandte med store koncerter. De har før arrangeret koncerter med bl.a. Michael W. Smith, Paul Colman Trio, Petra, All Star United og mange flere.