Udmærket popalbum

„Små nøgler“ åbner for gode sangeÅbningsnummer på den seneste cd, Små nycklar, fra den svenske sanger og sangskriver Roland Utbult er hans svensktophit fra 2003, ”Längtan till havet”. De følgende 11 numre er tilpas varierede og gode nok til at gøre cd’en, der er Utbults 13. album siden debuten i 1975, til et ganske fint pop-album.Ti af de 12 sange er Utbults egne; musikken til en af de sange, der må fremhæves, ”Ett land att leva i” (skæring 4), har hans søn Carl skrevet, mens den følgende, den mere rockede ”Därför ä jag så lycklig”, er en oversættelse. Blandt de øvrige falder ”Mitt hjärta rörs” og den afsluttende ”Ge mig välsignelsen” i ørerne; det gælder også balladen og kærlighedssangen ”Du” og folk-nummeret ”Elsas visa”, hvorimod det rockede titelnummer faktisk er det, jeg personligt synes dårligst om.
Teksterne er også udmærkede – de handler om de store ting: troen, håbet og kærligheden; livet og døden; Gud og Jesus: ”Men Kristus ger mig styrka / när han talar lyssnar jag / och han har lovat vara med oss / varje dag. // Jag har gjort mitt val, jag följer dig / du delar den börda som jag bär / och jag tror på det du säger / att himmelriket snart är här” (”Jag stannar upp”). For Utbult er det ikke bare tomme ord: Han virker bl.a. for Rädd-ningsmissionen i Göteborg, der arbejder blandt hjemløse og andre udsatte grupper – noget, han også skriver om på sit website www.utbult.se.

Roland Utbult:
Små nycklar
149,95 kr • 42 min
Royal