Mathilde fik Kina i hjertet
Menigheden gav hende en flybillet, så hun kunne besøge de kristne i Kina, som hendes mor altid bad for Af Bjørn Carlsen og Henri Nissen
Temperaturen var under nul, da 33-årige Mathilde Grønbech-Dam den 3. februar landede i Kastrup, men i hjertet var der varmt, ja meget varmt.
Mathilde havde bag sig tre og en halv måneds oplevelser fra det besøg i Kina, som hun nu havde afsluttet.
Mathilde fik til sin egen overraskelse foræret en rejse til Kina af sin menighed, Nexø Frikirke, som tak for at hun havde stået for køkkenet på sommerbibelskolen. Den rejse glemmer hun aldrig.
Mathilde er vokset op i Pinsekirken på Bornholm og har været baptist-spejder.
I 1992 gik turen til Citykirken i Taastrup med base i Albertslund og menighedsplantning i Ishøj.
– Her fik jeg den udfordring, som det er at stå inde for, hvad man tror på.
Min tro blev håndgribelig ikke mindst på grund af de mange kulturforskelle, bl.a. mødet med muslimerne i Ishøj, og her oplevede jeg styrken i min tro i praksis, fortæller Mathilde.
Som mange bornholmere var hun fascineret af Sverige, og derfor tog hun en pædagoguddannelse fra Ørebro Missionsskoles fritidslederinstitut i 1995.
I 1995 fik Mathilde en oplevelse, som har sat sig spor i livet. Det år besøgte hun nemlig byen Lutsk i Ukraine med Skandinavisk Børnemission. Hun oplevede på første hånd den nød, elendighed, håbløshed og frygt, som Tjernobyl-katastrofen i 1989 medførte.
Havde børnene ikke tidligere været i hendes hjerte, så kom de det nu, og hun fik øjnene op for, hvor godt vi har det i Danmark.
Efter i 1996 at have arbejdet i Pinsekirkens Børnehave i Esbjerg, var hun i 3 år assistent for udviklingshæmmede på Vangede-Huse i Gentofte.
Det blev en meget stor udfordring; såvel fagligt som menneskeligt.
Hjemlængsel førte Mathilde tilbage til Bornholm med en stilling som stuepædagog og souschef i en daginstitution.
– Så længe jeg overhovedet kan huske tilbage, har min mor haft en særlig nød for undergrundskirken og de kristne »bag jerntæppet«.
Disse har altid været med i vores aftenbøn, og det har i den grad påvirket mig.
I februar 2003 sendte Nexø frikirke et missionærpar til Kina, Lisa og Søren Samuelsen rejste sammen med deres tre børn til byen Kunming.
Og det var dem, Matilde skulle ud og besøge.
Mathilde er overbevist om, at hun var i Guds plan, for der gik kun én uge, så havde hun lejet sit hus ud, og resten af forhindringerne blev også snart klaret.
Den 25. oktober 2003 tog hun med natfærgen til København, og efter en lang flyrejse ankom hun et par dage senere til »Riget i midten« og nu begyndte rejsen ud i det store land og mødet med det konstant kontrollerende og overvågende Kina – og med »undergrundskirken«.
Folkerepublikken Kina er ateistisk, men accepterer »Tre-Selv Kirken« – hvor der er en begrænset bevægelsesfrihed. Men det er i undergrundskirkerne i Kina, der er en kolossal vækst.
– Allerede samme uge jeg var ankommet, deltog jeg i en dåb i et almindeligt badekar. Kandidaten var en del af »Kirken under jorden«, og derfor er det ikke muligt at foretage dåb offentligt, fortæller Mathilde.
– Det blev en meget rørende stund med mennesker, der dagligt sætter livet på spil for at følge den virkelige Gud.
Mathilde fortæller om Kinas étbarns-politik, der har til hensigt at bremse befolkningseksplosionen.
– Mange piger ender på gaden eller på børnehjem, og omkring 25% når aldrig at opleve livet.
Mathilde besøgte et børnehjem, som er oprettet af China-America Education Foundation, og hvor lederen er en 55-årig kristen kvinde fra USA:
– 98% af børnene er piger. De meget få drenge, der er på hjemmet, er enten fysisk eller psykisk handicappede.
Mange af pigerne er fra Tibet, fundet på gaden eller givet til børnehjemmet af fattige forældre nogle kommer fra minoritetsgrupper i bjergene.
Mathilde brugte en dag sammen med lederen af dette børnehjem, hvor der er tilknyttet 280 børn. 150 af dem bor i små lejligheder i et hyggeligt boligkvarter med ca. 10-15 børn i hver lejlighed.
I hver af disse små lejligheder bor der en »voksen« pige, som er ansvarlig for lejligheden og børnene. Den »voksne« er typisk en studerende, som også underviser på børnehjemmet.
– Vi skulle på sygebesøg, skriver Mathilde videre, og jeg havde en pose slikkepinde med. Mange af børnene havde fået skoldkopper og lå syge i deres rum. Når døren gik op og børnene så lederen stå udenfor, lyste deres ellers så triste øjne op og som i et enstemmigt kor lød det »Amma« – mor.
Det var, som om tiden et kort øjeblik stod stille, som om alt andet udenfor ikke havde nogen betydning. Dét, der var vigtigt, var børnene og deres lykke, fortæller Mathilde, der sent vil glemme mødet med disse uønskede børn og deres kærlige og omsorgsfulde »Amma«, som fortsætter trods mange problemer, anklager fra naboer, hun troede, hun kunne stole på, politi, som vil fjerne hendes børn eller sende hende ud af landet. »Amma« sagde:
– Jeg har en stærk kærlighed til disse børn, fordi Guds, skaberens, kærlighed til mig er så stor. Hvordan kan man undgå at holde af børnene, når de har brug for ens hjælp.
Mathilde lærte også den danske Bitten Høg at kende med egen tekstil- og consulting-virksomhed Danyun i Kunming:
– En tidlig søndag morgen var jeg inviteret med Bitten Høg på en spændende bustur til bjergene uden for Kunming. Først to og en halv times buskørsel og derefter en travetur på 35 minutter. Alt dette for at deltage i den mest fantastiske høstgudstjeneste, jeg nogensinde har oplevet.
Da vi sammen med godt og vel 90 andre forventningsfulde mennesker fra Kunming havde klaret turen over de stejle bjerge, blev vi mødt af bjerglandsbyens alderspræsident, som glædestrålende hilste os velkommen og førte os ned til landsbyens midte gennem en velkomstsyngende skare på 800. Det lød så smukt, jeg blev rørt til tårer, mens de klappede, trampede og dansede.
De sang som engle, og flere vendte sig om for at finde ud af, om de havde playback, men nej, det var naturligt, så vidunderligt, så uforklarligt og så hjerteligt.
Midt i gudstjenesten blev der serveret ris, kødretter, sirupsbrød, riskager, mv. på en mark ved siden af. Og Mathilde er overbevist om, at Gud sørgede for, at hun ikke blev syg, for hygiejnen var ikke i top.
– Folk havde brugt mange timer over de uvejsomme og stejle bjerge, blot for at komme til gudstjeneste. Det er en drivkraft og en længsel, jeg godt kan blive lidt flov over, og jeg må tilstå, at jeg ikke møder det ret ofte hjemme, heller ikke i mit eget liv.
Hun fortæller om den fuldstændige afhængighed af Gud, disse mennesker har. I Kina kniber det alvorligt med demokrati og overholdelse af menneskerettigheder. Retten til at tro og tænke, som den enkelte ønsker, eksisterer måske, men af frygt er man meget varsom med at udtrykke sine meninger og holdninger.
Lige før jul medvirkede Mathilde ved en julefest, som »undergrundskirken« havde arrangeret.
– Det var en ualmindelig dejlig aften på ægte kinesisk vis med lange velkomst og takketaler, masser af sang, dans og leg. Men midt i alt dette savnede jeg min mor. Jeg véd, hvor meget hun har bedt for disse mennesker og fulgt dem gennem årtiers trængsler.
Nu sad jeg der midt i blandt dem, og hvor var det hjertegribende at se kirkens nød for de fattige, dem ingen vil have noget med at gøre, to rækker af krøblinge, handicappede og vansirede mennesker sad med glædestrålende øjne, lyttede, smilede og priste Gud af hele deres hjerte for Hans storhed og godhed mod dem midt i deres elendighed, fortæller en tydeligt bevæget Mathilde.
Mathilde underviste børnehavebørn i engelsk samt privatskolebørn i alderen 8-11 år, og her stødte hun ind i grov forskelsbehandling:
På grund af étbarns-politikken er der større fokus på drengene. Uden at blinke roses drengene mere, lærerne lader drengehold vinde i konkurrencer frem for pigehold, selv om pigerne viser sig at være langt hurtigere eller dygtigere – blot for at synliggøre forskellen – drengebørn er at foretrække.
På gaden kan man se store plakater, som regeringen har sat op, af en smilende mor og far med deres ene søn. Plakaterne har tekster som »Her er en lykkelig familie«.
– Jeg har stor respekt for de mange missionærer, som enten i en kortere tid eller gennem en menneskealder har lagt liv og sjæl i deres »kald«.
Mange af disse har endda måttet ofre deres liv, siger Mathilde.
– Men det er også hårdt at se al den nød og elendighed, det går ind under huden, i ens hjerte. Jeg kan ikke andet end at berøres dybt af det.
Må vi fortsat huske at bede for de kristne i Kina, bede for dem, der har det vanskeligt, som lider, og ikke har de samme fantastiske muligheder som vi herhjemme.
– Nøden er stadig stor i Kina, slutter Mathilde Grønbech-Dam.
