Børn får nyt liv

Dansk ægtepar i Uganda oplever, at Gud giver medlidenhed, der ikke forsvinder, før de har hjulpetRuth og Carsten Jespersen fra Uganda Child Care, UCC, fortæller, at de i de 6 måneder, hvor de har boet i Uganda, flere gange har oplevet, at børn har rørt deres hjerter.

Den forældreløse Kasiita boede på gaden, indtil han for nylig fik hjælp fra Uganda Child Care.

– Nøden her i Uganda er så stor, at det er helt umuligt at dække alles behov, så vi er ofte nødt til at sige, at vi allerede hjælper mange og derfor ikke kan hjælpe. Det kan føles hårdt, men heldigvis åbner Gud vore hjerter, så vi får medlidenhed med den ene efter den anden. Medlidenhed er som en ild, der bliver tændt og ikke lader sig slukke, før man har gjort noget, siger Ruth & Carsten Jespersen.
Ruth og Carsten giver tre eksempler på, hvordan Gud har hjulpet børn gennem dem og andre:
Arnold
er en lille AIDS-ramt knægt på ca. 6 år. Han boede hos sin alkoholiserede bedstemor, som lod ham sove sammen med hønsene. Første gang Ruth og Carsten mødte ham, så han forfærdelig ud, fordi han var syg og betændt overalt. Arnold er nu indlagt på UCC’s nyoprettede børneafdeling på en klinik, hvor han bliver plejet, og han er en lille solstråle.
Kasiita
er en dreng som for nylig kom direkte fra Masakas gader. Selv om han kun er en 10-12 år gammel, har han allerede været forældreløs længe. Der var ingen, der kunne tage sig af ham, så han arbejdede som slave for en ”venlig sjæl”, som gav ham mad for at grave i marken dagen lang.
For et par år siden fik han nok, og han stak af og har boet på gaden indtil for et par dage siden, hvor Ruth og Carsten overflyttede ham til et af de børnehjem, UCC støtter.
– Kasiita er en livsglad dreng, hvis smil går lige ind i hjertet, og vi kan ikke andet end at elske ham. Det kan undre, at der ikke er andre, der har haft hjerte for denne dreng før, fortæller det danske ægtepar.
Samson
er en forældreløs dreng, som Ruth og Carsten mødte for et par dage siden. Hans ben var ædt op af betændte sår, så han blev straks sendt til lægen, som gav ham noget smertestillende, men hans ben kunne kun reddes ved en operation, der kostede 1.400 kr.
For et par uger siden meldte der sig så en sponsor til operationen via UCC’s hjemmside.
– Det er enormt opmuntrende for os, at vi gennem vores arbejde hernede kan se menneskers liv blive forvandlet på den måde, fortæller Ruth og Carsten.
Fadderskaber
Arnold og Kasiita har allerede fået en fadder gennem Uganda Child Care. Et fadderskab gennem Uganda Child Care sikrer børns skolegang og er dermed med til at skabe et grundlag for en tryg fremtid.