Dørklokker eller borgermøde
Hvad forventer folk – og hvad kan jeg selv klare? Ligesom andre nyudklækkede præster måtte sognepræst Christian Hyttel finde sine ben, da han og familien flyttede fra Århus til Bornholm- Jeg vil meget gerne holde dåbs- og begravelses-samtaler, men ikke kun det. Jeg vil vide, hvad mine sognebørn forventer af mig. Og kan jeg ikke finde ud af det på anden vis, ja, så må jeg stemme dørklokker hos alle i sognet, eller også må jeg kalde sammen til et borgermøde.Det siger den ny sognepræst ved Sct. Ols Kirke og Tejn Kirke på Bornholm, Christian Hyttel. Han begyndte for 1½ år siden.
– Når jeg ser tilbage, så kan jeg godt se, at jeg i begyndelsen ikke havde tanke for ret meget andet end dét, der skal gøres af enhver præst. – Og dét får ikke folk til at slide lakken af kirkebænkene. Jeg har også bekymret mig alt for meget om, at jeg ikke havde nogen erfaring fra et tidligere embede og gerne har villet gøre alle tilpas.
– Jeg vil videre end det – og vil også på en god og positiv måde ud over, at sådan har vi altid gjort.
Det påhviler naturligvis et menighedsråd at give en ny præstefamilie gode vilkår. Og det har menighedsrådet i Olsker absolut også gjort det gælder ikke mindst i begyndelsen, hvor der var meget nyt for sognepræsten at lære samtidig med, at familien blev udvidet med en lille ny, og så gælder det naturligvis også præsteboligen.
Når man besøger præstegården i Olsker, møder man en velholdt præstebolig. Her gror stokroserne ikke op ad muren … det ville næppe heller passe til det parcelhus, som udgør præsteboligen, og som tidsmæssigt ville passe fortræffeligt ind i Krøniken.
Fra køkkenvinduet findes en pragtfuld udsigt til Sct. Ols Kirke og mellem præsteboligen og kirken finder man et lille gadekær.
Indenfor er lyst og venligt, og man ikke i tvivl om, at her bor en ung familie.
Ud over præstefruen, den 27-årige Anja, og den 33-årige Christian Hyttel, fyldes stuerne med glade barnestemmer fra Emma på seks år, Emil på fem, Amalie på tre og Alma, der blev født mindre end fire måneder efter, at familien var flyttet til Bornholm.
Præsteembedet i Olsker og Tejn er som nævnt Christian Hyttels første, og han fik det kun ét år efter, at han var blevet kandidat fra universitetet i Århus.
– Fra barndomshjemmet kender jeg til Indre Mission og er vokset op med søndagsskole, ungdomsklub og de øvrige muligheder, som det gav mig. Under min studietid i Aarhus var jeg knyttet til Menighedsfakultetet og det havde jeg stor glæde af, selv om jeg ikke er enig i alt, hvad fakultetet officielt står for. Det drejer sig f.eks. om kvindelige præster og vielse af fraskilte.
– Kirkeligt set rykkede jeg mig under min studietid og arbejder stadig med at finde min kirkelige placering.
– Helt fra begyndelsen ville jeg stikke fingeren i jorden, før jeg begyndte at foreslå ændringer. Jeg vil så gerne stå med udbredte arme og byde alle velkommen i kirken, men jeg oplever jo ikke, at f.eks. dåbsforældre begynder at komme i kirke om søndagen, blot fordi jeg har døbt deres barn. Der skal noget helt andet til.
Og noget af det andet, som Christian Hyttel taler om, er bl.a. de familiegudstjenester, som han har igangsat, og som nu er blevet en fast del af kirkernes månedsprogram. Og sognepræsten fortæller også med et stort optimistisk smil, at der kommer flere og flere til disse gudstjenester også nogle børnefamilier.
– Men jeg tror allerede nu, at jeg kan konstatere, at der faktisk ville komme endnu flere, hvis vi f.eks. holdt disse familiegudstjenester midt i ugen tidligt på aftenen.
– Jeg har i forbindelse med, at jeg har fulgt mine børn til idræt, talt med nogle yngre forældre fra lokalsamfundet, bl.a. et par, hvor jeg har døbt deres barn. Og fra dem har jeg f.eks. fået en klar opfattelse af, at hvis vi arrangerede nogle aftener for småbørnsforældre, hvor vi mødtes kl. 17 og var sammen om aftensmaden i Degnegården for derefter at holde en kort gudstjeneste, så vil vi få ansigter at se i kirken, som vi ellers ikke ser.
– Mine konfirmandgudstjenester er også ved at blive et fast punkt på kirkernes månedsprogram. Vi er ved at finde en form, som engagerer konfirmander fuldt ud. De skal finde ud af, at det kristne budskab ikke blot er noget gammelt og støvet, men noget, der giver mening og livsglæde i dag.
– Den umiddelbarhed, spørgelyst og glæde, som jeg f.eks. møder hos mini-konfirmand-erne, den tror jeg også findes i andre grupper. Og den skal vi have fundet frem.
– Jeg er absolut ikke parat til at sætte arrangementer i gang blot for arrangementernes skyld. Der skal være det formål, at arrangementet skal få folk til at komme, fordi det peger hen på kirken. Kulturelle arrangementer og sociale sammenkomster, dem er der sikkert nok af i forvejen. Der er fra min side ingen som helst kritik af sådanne arrangementer tværtimod, så glæder jeg mig meget over, at de findes. Men jeg har bare indset, at det ikke er dér, jeg skal lægge mine kræfter.
– Jeg er ikke altid så frimodig, at jeg spørger folk om at gøre et stykke praktisk arbejde. Jeg er sikker på, at der findes frivillige hænder til f.eks. arrangementer for småbørnsforældre. Jeg skal bare lære at få øje på dem og lære at spørge, fortæller en meget åbenhjertig Christian Hyttel.
Et introduktionskursus til kirken, som f.eks. Alpha, er også en af de ting, Christian Hyttel meget gerne ser som en realitet inden for overskuelig fremtid.
Fra efteråret 2004 begynder han desuden at holde nogle hverdagsgudstjenester for ældre om formiddagen.
Han forestiller sig også muligheden for at invitere f.eks. børnehaverne til børnegudstjeneste nogle formiddage om året og ikke kun op til jul.
Christian Hyttel lægger stor vægt på, at de arrangementer, som han skal være i gangsætter for og stå for, ikke blot skal være events. Det skal være noget tilbagevendende.
Mens Christian Hyttel læste til præst, boede familien i nærheden af Gellerupkirken, hvor de også kom og deltog aktivt i menighedsfællesskabet. Her havde familien fundet et åndeligt fællesskab.
– I januar måned havde vi den afsluttende aften på Evangelisk Alliances bedeuge i kirken. Vi havde en dejlig aften, hvor vi samledes oppe foran alteret og bad og holdt nadver sammen. Her oplevede jeg det åndsfællesskab, som vi havde i Gellerup. Her var vi fælles om bønnen, og det forpligtede at bede for hinanden og det kristne fællesskab både nær og fjern, fortsætter Christian Hyttel.
Han lægger ikke skjul på, at Bornholm har ligget længere væk, end familien lige umiddelbart troede, og at de to vintre har været noget af en opgave for bymennesker at komme igennem.
Men til gengæld har familien nydt somrene i fulde drag.
Foråret er på vej det lyser med optimisme ind ad vinduerne i præsteboligen i Olsker.
Og det bliver gengældt med, at familien indenfor vil se en menighed omkring sig, der spirer og gror. Tankerne og visionerne for at nå det mål er mange og konkrete.
