Kina bedre end Nordkorea
Dansk Europamission hjælper nordkoreanske flygtninge i Kina Dansk Europamission har de seneste måneder bevæget sig ind på et nyt territorium, idet de nu hjælper nordkoreanere, der er på flugt fra et totalitært styre. 150 flygtninge har modtaget husly i Kina gennem Dansk Europamissions støtte.
I Nordkorea foregår uhyggelige overgreb på vore medmennesker, og landet er lukket for omverdenen. Flygtninge, der er sluppet ud, beretter om et land med sult, ekstrem ondskab, fængsling og tortur. De kristne i landet udsættes for hård straf i forsøg på at få dem til at fornægte deres tro. Også politiske fanger mishandles på en umenneskelig måde ifølge de oplysninger, Dansk Europamission har modtaget.
Dansk Europamission har derfor valgt at hjælpe nordkoreanere, der flygter, gennem at sørge for, at de får midlertidigt husly hos kristne familier i Kina. Håbet er så at kunne hjælpe dem videre til et sikkert og frit land som Sydkorea.
Arbejdet er farligt. For nylig fik Dansk Europamission meddelelse om, at 19 af de 150 nordkoreanske flygtninge, som indtil videre er støttet i Kina med mad, tøj og husly, er blevet fanget af det kinesiske politi. De kinesiske myndigheder er iskolde og rå i deres behandling, og de sender de stakkels mennesker tilbage til en forfærdelig situation i Nordkorea.
Dansk Europamission har dog ingen planer om at stoppe hjælpen:
– Vi ved, at kristne kurerer i Kina bringer deres eget liv i stor fare, når de hjælper de forpinte nordkoreanske flygtninge med at finde husly hos de kristne familier i Kina. Hvis de er villige til at udsætte sig selv for så stor fare, så vil vi selvfølgelig støtte dem i deres kamp for at sætte deres medmennesker i frihed, siger Henrik Due Jensen fra Dansk Europamission