Unge invaderer Budapest
500 unge kristne vil fra den 23. juni til den 4. juli fylde Ungarns hovedstad Buda-pest med evangeliet. Det er ungdomskirken Skywalk fra Randers, der i samarbejde med Jesus Revolution fra Oslo arrangerer en missions-tur til Budapest. Turen er en del af konceptet Youth of Europe, som er Jesus Revolutions interaktive festivaler, hvor unge fra hele Europa samles og bliver udrustet til at forkynde Guds ord.
Turen til Budapest er kun én af tre lignende festivaler, som Youth of Europa arrangerer i sommerens løb.
De første fem dage i Budapest vil være en international optræningscamp. Her kan man melde sig på forskellige teams, hvor der vil blive øvet i f.eks. dans, drama og sang.
Efter de fem dages optræning vil det være tid til at rykke ind i Budapest. Det vil blive syv dages målrettet evangelisation i hele byen.
– Det skal være svært at færdes i gaderne uden at blive påvirket af evangeliet, siger Gert Bjørsted, som er en af de hovedansvarlige for de danske deltagere.
Man kan komme som enkelt person eller som ungdomsgruppe.
Er man med i et band eller en dansegruppe, som har lyst til at være med, kan dette også lade sig gøre.
Danmark har fået tildelt ca. 100 pladser. Hovedansvarlig for de danske ungdomsgrupper er Torsten Munk og Maria og Gert Bjørsted fra Den Evangeliske Frikirke i Randers. Der vil være afrejse fra Danmark den 22. juni.