Augustin:
Bøn er også Bekendelse

Hvilken dårskab, der ikke forstår at elske mennesker på en menneskelig måde! Men således var jeg dengang. Derfor bruste det i min sjæl. Jeg sukkede og græd og var stadig i uro, uden hvile og uden råd. Thi jeg bar på en sønderreven, hvileløs sjæl, dens tilstand var mig uudholdelig, og jeg kendte ikke hvilested for den. Alt var mig en gru, selv lyset. Og hvad der ikke var som min ven, voldte mig mishag og lede. Jeg fik kun nogen lindring gennem suk og tårer.
Hos dig, Herre, var der lindring og lægedom at finde. Jeg vidste det, men hverken ville eller kunne jeg finde den, så meget mere som du for min tanke ikke var noget fast og sikkert. Thi jeg tænkte mig ikke dig selv, kun et tomt billede stod for min tanke, og min vildfarelse var min gud. Når jeg søgte at tvinge min sjæl til hvile heri, kom den ind i tomhed og faldt sammen over mig. Mit eget jeg var blevet mig et tomt sted, hvor jeg hverken kunne holde ud at være, ej heller komme bort fra. Hvorhen skulle vel mit hjerte fly fra mit eget hjerte? Hvorhen skulle jeg fly fra mig selv? Mit jeg fulgte mig jo overalt!

Kristus, vort liv, steg ned på jorden, tog vor død på sig og dræbte den ved sit livs fylde. Med tordenrøst råber han til os, at vi skal komme tilbage til ham og ind i den skjulte helligdom, hvorfra han gik ud og kom til os. Først boede han i jomfruens moderliv, hvor han iførte sig menneskelig skikkelse og dødeligt kød, for at dette ikke altid skulle være dødeligt. Så gik han ud som en brudgom af sit brudekammer og glædede sig som en helt ved at løbe sin bane (Salme 19, 6). Ja, han tøvede ikke men ilede hastigt afsted, og ved sine ord og gerninger, ved sin død, sit liv, sin nedfart til de dødes rige, og ved sin himmelfart, kaldte han og råbte, at vi skulle vende tilbage til ham. Han blev taget bort fra vore øjne, for at vi skulle gå i os selv og finde ham der. Thi han gik bort, og dog er han iblandt os. Han dvælede ikke længe hos os, og dog forlod han os aldrig. Thi han gik hen, hvor han fra evighed af var hjemme. Ham priser min sjæl, og „han læger den, thi den har syndet imod ham“ (Salme 41).

Vær ikke forfængelig, min sjæl, og bliv ikke døv på dit hjertes øre men luk det op for din forfængeligheds høje råb. Hør! Ordet kalder: vend tilbage til det sted, hvor der er uforstyrret hvile at finde, hvor kærligheden ikke forlades, at sige, hvis den da ikke selv forlader. Hos ham skal du opslå din bolig. Til ham skal du overgive, hvad han selv har givet. Du er dog træt af alle dine skuffelser. Overgiv til sandheden, hvad du ejer af sandhed, og intet skal du tabe. Nej, det, der visnede i dig, skal blomstre op påny, og al din svaghed skal forvandles til styrke. Hvad du mistede, skal få ny kraft og skikkelse, og det skal knyttes fast til dig. Det skal ikke drage dig med ned i undergang, men det skal være og blive hos dig i samfund med den Gud, der er og bliver evindelig.

Aurelius Augustinus, 354-430, blev født i Nordafrika i det Romerske Rige. Han studerede i Karthago og Rom og levede et udsvævende liv i ungdommen.
I 386 blev Augustin kristen og derefter døbt. Han blev præsteviet i 391, og i 396 blev han biskop i Hippo i Nordafrika, hvor han virkede indtil sin død i 430.
Augustin levede et asketisk kristenliv, var en ivrig prædikant og havde altid omsorg for de fattige. Han skrev knap 100 skrifter – både forsvar for kristendommen og angreb på vranglære.
Denne artikel er fra Bekendelser, der er Augustins selvbiografi, udgivet af P. Haase & Søn i 1952.