Elektronisk musik støtter gadebørn

To unge arrangerede koncert i Århus, hvor
overskuddet går til gadebørn i Moldavien Der kom penge ind. Det var det, der var formålet med ’Emo-night’ i Århus. Sidste onsdag fyldte elektronica-musik spillestedet Gyngen i Århus. Bandet Last Action Hero begyndte med at spille en gammel plade med engelsk-undervisning. Det gled senere over i electronica-rytmer, der blev mixet på computere. Merian Due Steffensen læste stemningsfyldt og nærmest drømmende lyrik op med en monoton stemme, der gled sammen med rytmen i musikken. Det hele blev til en flydende helhed, som publikum roligt lyttede til. Der var tæt på 70 mennesker i begyndelsen af denne aften, men antallet af tomme stole og glas voksede efterhånden som aftenen blev sen.

Anderledes
kristen musik

En del af grunden var nok, at koncerten blev en time forsinket på grund af tekniske vanskeligheder. Det var de to arrangører, Daniel Møller og Jakob Brixen ikke glade for, men de var alligevel glade for aftenen.
– Det var rigtig fedt. Der kom flere mennesker, end vi havde regnet med, siger Jakob Brixen.
Senere gik Morten Storgaard på scenen med sit repertoire af akustiske sange og til sidst spillede bandet Polar Fee deres debutkoncert. Alle bandmedlemmerne var kristne og bekendte af de to arrangører, Jakob Brixen og Daniel Møller.
– Jeg er totalt glad for at have givet dem (Polar Fee, red.) muligheden for at spille. Det er svært at få spillejobs, når man spiller alternativt elektronisk musik. Indenfor kristne kredse er det nyt og ikke mange har erfaring med det, siger Jakob Brixen. Han syntes, at noget af det bedste ved aftenen var at kunne præsentere moderne og anderledes kristen musik. Han spiller selv med i bandet Last Action Hero og var glad for at få muligheden for at kunne spille sin egen musik.

Penge til fattige

Idéen var at samle penge ind til gadebørn i Moldavien. Denne aften kom der 3200 kr. ind. Moldavien ligger mellem Ukraine og Rumænien. Daniel Møller og Jakob Brixen skal sammen med ProjectServe til det østeuropæiske land for at lave praktisk arbejde og hjælpe gadebørn.
– Det bedste er, at så mange mennesker støtter op om denne fundraising, siger Daniel Møller og fortsætter: – Jeg glæder mig til at se frugten af denne aften og til at tjene en fattig befolkning (i Moldavien red.) i handling og med pengene.
Det er YFC Danmark (Youth for Christ), der står bag turen, hvor hver deltager skal fundraise 2500 kr. til gaver og materialer til turen.