BREV: Hvor stor en tro skal der til?
Gud siger også nej til nogen

Det er vanskeligt at skrive dette. For jeg har så stor respekt for mennesker som Orla Lindskov Christensen, der har påtaget sig en byrdefuld tjeneste i forbøn for syge. Hans vilje til omsorg for mennesker kalder på stor ydmyghed hos os andre, hvis bønsliv behøver fornyelse og større trofasthed. Gud lønne ham for denne trofasthed!
Dertil kommer, at jeg kan risikere at lægge endnu større byrder på dem, han har forsøgt at vejlede, ved nu at måtte gå imod hans vejledning og hans svar til H.H.(Udfordringen Uge 19). For H.H. kunne jo godt føle, at hans svar har været til hjælp og trøst, og nu kommer jeg så og forvirrer det hele.
Men jeg er tæt på fortvivlelse over, hvorledes en træt og skuffet syg, der har bedt morgen, middag og aften (og natten med) om helbredelse, og slås med ikke at have tro nok, blot bliver henvist til at forandre sin indstilling og sin måde at bede på, så skal det nok komme en dag!
Orla Lindskov forsøger ganske vist (rigtig fint!) at fjerne kravet om så og så megen bøn og så og så megen tro. Men slutresultatet bliver alligevel, at ”troen kan flytte bjerge, følgelig er intet muligt, hvis du ikke tror, du kan”! For nu er vejen frem for H.H. at hvile i tro i stedet for at anstrenge sig, så kan helbredelsen en dag ”ligesom indtræffe af sig selv”.
Men ansvaret er stadig den syges! Nu handler det blot om at finde den rette ”balance” og en anden slags ”Jesus-oplevelse”, så skal det nok komme. Det handler stadig om at ”finde den rigtige nøgle”.
Men kære ven – hvorfor må H.H. og andre syge ikke høre, at Guds svar kan være et Nej?
Hvorfor må de ikke høre om, at ”Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber” (1.Peter 4,19)?
Eller om Paulus‘ vished: ”tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed ” (2.Kor. 12,8)? Ja, jeg ved godt, at spørgsmålet om Guds vilje i sygdom og lidelse er uendelig vanskeligt og ikke kan sættes på en enkel formel. Ikke mindst på skrift er det forfærdelig svært. At Guds kærlige, men ubegribelige vilje kan være tab og sorg, kan være en trøst for den ene og et slag i synet på den anden.
Men H.H. og andre bør i det mindste vide, at der findes en ganske anden måde at se på sin sygdom og leve med lidelse på, end at leve i evig stræben og fortvivlelse over ikke at have kunnet tro og bede på den rigtige måde. At ansvaret kan være Guds og ikke mit! Og at jeg må skælde ud på ham i stedet for på mig selv.
For til sidst at kunne hvile i hans vilje i stedet for i min egen tro.

Leif Andersen
I C Lembrechts Alle‘ 30,
Hvidovre
Leif Andersen er ansat som rejsepræst i Indre Mission.

Har Gud udvalgt nogen til at være syge?
Nej, hele Jesu’ forkyndelse var fyldt med håb for de syge, og vi skal ikke tage håbet fra mennesker, selv om ikke alle bliver raske

Svar:

Kære Leif Andersen
Hvem har Gud udvalgt til at skulle leve med sygdom resten af deres liv?
Har du fået en klar åbenbaring om, hvilke syge Gud vil helbrede og hvilke syge han ikke vil helbrede? – i bekræftende fald er du da så sikker i din sag, at du er parat til at informere syge om, hvilken katagori de befinder sig i?
Det kan handle om, at man knuser troen og håbet hos en syg, der lever i troen på og i håbet om helbredelse.
Dog er der lidt rigtigt i dit brev.
Jeg ved, at Guds svar på vore bønner ved sygdom kan være et nej. Jeg har oplevet det, hvor mennesker var ramt af sygdom til døden, og hvor livslyset var ved at brænde ned. Dog bad de pårørende om at måtte beholde den kære, fordi vi mennesker i familierne som oftest hænger ved hinanden og gerne vil beholde hinanden. At være de efterladte er tit meget svært. Men heldigvis er kun Gud herre over liv og død
Lad mig derfor her slå fast, at jeg i mine Brevkasser på ingen måde har forsøgt at skjule, at Guds svar kan være et nej, også på vore bønner om helbredelse og liv.
Problemet, du bringer op, handler om en balance. Der findes nemlig mange andre årsager til, at ikke alle helbredes ved bøn her i landet. Det handler langt fra altid om Guds nej, og vi skal passe på, at vi ikke ender i ansvars-forflygtigelse derved, at vi lægger skylden over på Gud og skælder ham ud. Ansvars-forflygtigelse er dårlig sjælesorg.
Med hensyn til andre årsager til udeblevet helbredelse læser vi f.eks., at Jesus kun kunne gøre få undergerninger i sin egen hjemby Nazareth på grund af byens vantro. Kan vantro i vort land være en hindring for Guds helbredende gerning? Det tror jeg.
Endvidere læser vi, at Jesu disciple ikke magtede at helbrede den månesyge dreng. Men Jesus helbredte drengen. Hvorfor kunne disciplene ikke?
Jesus siger, at disciplene ikke kunne helbrede drengen, fordi de ikke havde kendskab til fastens og bønnens dimension. Jesus spiller så at sige bolden over på disciplenes banehalvdel.
Hvordan har vi kristne det med bøn og faste for de syge i dagens Danmark?
Disse eksempler bruger jeg udelukkende til selvover-vejelse, og de skal ikke tages som en kritik af kristenheden i Danmark.
Jeg kunne nævne endnu flere årsager til, at helbredelse ikke indtræffer, selv om man har bedt om det.
Det er derfor vigtigt, at man er uhyre varsom med at kalde den udeblevne helbredelse for Guds nej til den syge. Det kan let blive et overgreb både mod den syge og mod Gud.
Med hensyn til min tjeneste og rådgivning, som du anser for mangelfuld, så vil jeg sige dette:
Jeg har valgt at placere min tjeneste og rådgivning på Guds løfter og Jesu forbillede.
Jesus arbejdede for, at mennesker skulle bevare troen og håbet. Det samme gør jeg både i min Brevkasse og i min forkyndelse.
Troen og håbet bærer os nemlig gennem modgang, mørke og sygdom. Jeg har set, at når mennesker mistede håbet om helbredelse, så gik det for alvor ned ad bakke for dem.
Paulus lærer os også, at tro, håb og kærlighed er forbundne. Hvordan nu det?
Jo, bag ved håbet ligger troen, for uden tro intet håb, og bag ved troen ligger kærligheden. Du kan nemlig kun tro og håbe for et andet menneske, hvis du har kærlighed til det menneske.
Jeg kender ingen, der var så god til at undervise mennesker i at håbe som Jesus. Mennesker, som for længst var opgivet af andre, oplevede, at han ikke havde opgivet håbet til dem. Hele hans forkyndelse er fyldt med håb.
Der går en strøm af håb gennem hans lignelser. F.eks. arbejderne i vingården, hvor de arbejdsløse endnu i den sidste time kaldes ind til arbejde og får løn.
Jeg vil lige her, som en parentes, bemærke om det skriftsted, du bruger, 1. Peter 4,19, som dokumentation for, at Gud skulle udvælge nogle til at lide under sygdom: Det skriftsted handler om martyrerne og deres lidelser. Det har intet med sygdom at gøre.
Jeg tror, at Gud mener det alvorligt, når han beskriver sig selv på denne måde i 2. Mosebog 15,26: ”Jeg er Herren, der læger dig.”
Vil du da, at dette løfte skulle gælde for nogle og ikke for andre? Er Gud en kærlig far eller er han lunefuld og uberegnelig? Jeg tror det første.
Jeg er fuldt bekendt med, at der er syge og handicappede, der først oplever helbredelse, når de går igennem Perleporten.
Men jeg vil være varsom med, som du, at lægge ansvaret herfor over på Gud, ligesom jeg heller ikke vil lægge ansvaret for syndefaldet og syndefaldets skadevirkninger på menneskeslægten over på Gud.