Tør teologisk jura?
I mange år har kirken i Danmark været domineret af en bestemt type teologer, som har gjort kristendommen til jura. Tør teologisk jura. En intellektuel bogstavdisiplin, hvor det højeste mål er at argumentere som en anden Erasmus Montanus imod lillemors enkle, naturlige tro.Denne form for teologi fatter overhovedet ikke det åndelige og det overnaturlige, for det kan man ikke måle eller veje. Som Jesus selv sagde det i Johannes evangeliet 3,8:
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.
De seneste år er man også indenfor videnskaben blevet klar over, at der er mere mellem himnmel og jord. Igen forsøger man at måle og veje – eller at forklare mirakler med psykiske kræfter, som en læge for nylig i DR2.
Men som kristne – hvad enten vi er teologer eller ganske almindelige troende – må vi have den åndelige dimension med. Uden den er kristendommen kun filosofi, hvor man er nødt til at bortforklare alt, hvad Jesus siger om det åndelige. Eller at størstedelen af hans liv netop bestod i at trodse naturlovene og udføre overnaturlige mirakler.
Helligåndens betydning er heller ikke begrænset til lidt omtale i forbindelse med Pinsen. Nej, Helligånden er en vidunderlig dimension, enhver kristen må forvente i sit liv – hvis vi vel at mærke lader Gud få sin gode vilje med os.
Men hvordan, tænker nogen måske, fordi de ikke føler, at Ånden er særlig virksom i deres kristenliv.
Jesu bror Jakob siger det sådan (i sit brev kap. 4,8): Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede!
Her er altså tre gode råd til os, der ønsker åndeligt liv:
1: At holde os nær til Gud – ved bøn, bibellæsning, at lytte til god undervisning, lytte til Helligånden i det daglige – kort sagt: Have fællesskab med Gud.
2: At holde op med at synde – simpelthen. Gøre op med det forkerte, som bremser Åndens kraft i vore liv. Og endelig
3: Ikke være tvesindede – dvs. ikke skifte mening hvert andet minut, men tro i tillid på Gud og holde fast ved Jesu undervisning og løfter – og forvente, at Han er til og svarer dem, der søger Ham.