Turist-genbrug i missionshus

Frivillige genbrugsmedarbejdere fra hele landet redder Søndervig Missionshus fra salgDer er kun få faste beboere i den vestjyske ferie-flække Søndervig. Men hver sommer mangedobles indbyggertallet af turister.

De fleste nummerplader er tyske på parkeringspladsen foran Søndervig Missionshus

Og turisterne er ikke bare til badedyr, solbriller og isvafler. De er også parate til at gøre en god handel i Indre Missions nyeste genbrugsbutik, der ligger blandt souvenirbutikker og iskiosker midt i Søndervig.
Genbrugsbutikken er indrettet i byens gamle missionshus, som de senere år har kørt på lavt blus. Faktisk stod missionshuset for at skulle sælges, indtil udviklingskonsulent for Indre Missions genbrugsarbejde Eigil Mikkelsen fandt på at indrette et soveværelse i huset.
– På den måde kunne vi tilbyde de frivillige medarbejdere at holde ferie lige midt i Søndervig mod at holde butikken åben nogle timer om dagen, forklarer han.

Masser af frivillige

Et par gipsvægge, en varmtvandsbeholder og et gammelt komfur, alt sammen fundet brugt i de andre genbrugsbutikker, blev hurtigt stillet op, og interessen for at hjælpe til var stor.
– Jeg havde regnet med, at vi kunne holde åbent 13 uger, men på bare to uger var der frivillige nok til 16 uger. Og der er allerede folk, der ringer og melder sig til en tjans næste år, fortæller Eigil Mikkelsen.
Varerne i butikken kommer fra andre af Indre Missions ialt 27 genbrugsbutikker, og sortimentet er bevidst sommerligt.
– Vi satser på, at tøjet skal være sommertøj og møblerne af en type, som man bruger i sommerhuse. Og så ved vi, at især tyskere gerne vil købe antikviteter i Danmark, så det vil vi forsøge os med, siger han.

Godt salg

IM-genbrug åbnede den 27. maj, og foreløbigt tegner butikken til at blive en succes.
De fleste kunder er danske, men også områdets mange tyske turister har vist interesse.
– Vi var spændte på, hvordan det ville gå i et område, hvor 75 procent af kundegrundlaget skiftes ud hver lørdag, siger Eigil Mikkelsen.
– Men på fem uger har vi solgt for 20.000 kr, og det er vi meget tilfredse med.
Genbrugsbutikken var tænkt som et forsøg denne sommer, men alt tyder på, at der er medarbejdere og omsætning nok til at prøve igen næste år, siger udviklingskonsulenten.
Butikken holder åbent mandag til lørdag fra kl. 12-17.