Unge: Det er in at være frelst
1600 forventningsfulde unge deltager i denne uge i KFUM&KFUKs Ung Uge i AulumDet er populært at være kristen. I hvert fald hvis man skal tro en SMS-afstemning, som KFUM&KFUK har foretaget i forbindelse med startskuddet til årets Ung Uge.Her svarede 92 procent af de unge, der var med i konkurrencen, at det er in at være frelst.
Dermed er der lagt op til en uge med lyttende unge, når arrangørerne skal forsøge at gøre det kristne budskab relevant for målgruppen.
Ung Uge åbnede i weekenden med et kæmpe show i lejrens store cirkustelt.
Et af de mere underholdende indslag stod kommunaldirektøren fra Aulum-Haderup Kommune for, da han greb mikrofonen for at byde de 1600 velkomne i byen.
I stedet for at holde en lang tale om Aulum og omegn smed han jakke og skjorte og stod til sidst i en t-shirt fra Ung Uge 1992 i Horsens.
– At komme på Ung Uge er så fed en oplevelse. Når man først har fået sådan en trøje på, så tager man den simpelthen ikke af igen. Jeg har gået i denne t-shirt siden 92. Velkommen til Aulum!, sagde kommunaldirektøren.
Den kristne forkyndelse blev skudt i gang med The Real Life Show, et forsøg på at gøre evangeliet forståeligt for andre end præster, siger én af showværterne, Sara Søgaard.
– Vi er vant til at bruge en masse fine ord som frelse, helvede og tilgivelse, når vi snakker kristendom. Men måske er det kun præsterne, der forstår dem. Vi prøver at sætte lidt andre ord på, sagde hun som indledning på showet.
Det er meningen, at de unge hver dag bliver præsenteret for en ny SMS-afstemning som optakt til dagens tema.