Det er en trøst at sørge i Guds og menneskers nærvær

Kære ‘er der mon vej tilbage’
Tak for dit brev. Det lyder til, at du er i et vadested, hvor du ikke kan komme tilbage i din gamle styrke og din gamle måde at fungere på. Og jeg forestiller mig, at du både må frem og tilbage for at komme videre. Når du må tilbage, så tænker jeg på, at du må overveje igen din måde at håndtere vanskeligheder og kriser og tab på. De fleste af os lærer tidligt måder at overleve på, som hjælper os de første år af vores liv. For eksempel at være stærke og fokuserede, og at der ikke er megen plads til at dele svaghed. Sådan kunne det lyde på dit brev, at du har indrettet dig. Og når det tragiske sker, at du mister et barn, så er der risiko for, at det, der kunne betegnes som din overlevelsesstrategi, bliver en blind vej, som holder dig fast frem for at tage dig videre.
Jeg vil mene, at du er lige så stærk som før, men at du må finde en anden måde at være i livet på. I dit tilfælde vil jeg foreslå dig, at du skifter det mere selv-beroende ud med en facon, hvor du vælger også at bero på andre.

Jeg kan forstå din tanke om, at du vil klare det her selv, uden at din mand og dine børn skal belastes af det. Det er blot ikke en måde, der du’r for dig længere, lyder det til. Mit forslag er, at du nu begynder at gøre noget andet. Det går i hovedsagen ud på, at du deler dig selv og din virkelighed med dem. Og din virkelighed er så mange ting, jeg kan jo kun gætte, feks. at du er ked af det, og at du savner det barn, som du har mistet – og som I alle har mistet. Kun du ved, hvordan du har det, og hvad der rører sig i dig. Og du vil gøre vel i at dele det med de andre i familien. Dine børn kan meget bedre tackle virkeligheden frem for illusionen om, at du er videre. Børnene kan godt se, at du er ked af det, og det hjælper dem meget, at du så også siger det. Sorgens værste fjende er tavsheden. Hvis du vil være med til at gøre mindet levende, bliver det en bedre gave til din familie end den, du prøver at give dem nu.
Hvordan kan det se ud i praksis, spørger du måske. Det kunne være I tog jer på at bruge lidt tid på en mindedag til at lade følelserne få ord. Måske den dag, som ville have været to års fødselsdagen. Fortæl, at du gerne vil fejre og mindes. Hvordan vil du gøre det? Hvad vil du gerne sige, og hvad vil du gerne spørge om. Hvordan var jeres barn? Hvordan er det for dig selv, at det ikke er her hos jer? Hvad tænker de andre om det? Hvis det er svært for dig at gøre det, så kunne du måske alliere dig med din mand eller med en veninde eller en anden nærtstående person.

Tabet af et barn er et stort tab. Et sådant tab vil være en del af din og jeres families historie altid. Og i jeres og de nærmestes liv vil der være et før og et efter det tab. Jeg tror ikke, det er muligt at gå igennem en krise uden at blive forandret. Jeg tror ikke, det er muligt for dig at komme tilbage til, hvor du var. Det er vores børn, som hjælper os med at opdage, hvor meget vi lever på afstand af os selv og vores virkelige behov. Og det barn, du og I har mistet, er her ingen undtagelse, på den måde er det stadigvæk værdifuldt for dig, og det er af stor betydning, at det får sin rette plads i dit liv. Måske er du ikke opmærksom på f.eks. ensomhed, men når du skriver, som du gør, så tænker jeg, at det ind imellem må være ensomt at være dig. Og at du også kan have en frygt for, om det kan blive ved med at gå med dit arbejde – og hvis du ellers gør det, du plejer, så holder du sikkert også den ved dig selv. Så tak, at du vil skrive ind hertil, det har jeg stor respekt for og tager det som et udtryk for tillid. Jeg vil ønske for dig, at du vil fortsætte med at dele og være mere åben, end du har været, når det gælder din indre verden.
Det er ikke alle, som har lyst til og mod på at gå i gang med netop den del – det, som jeg kalder det personlige arbejde, og mere bevidst at tage fat på hele området med personlig udvikling. Men det er en mulighed, som jeg vil bede dig overveje, før du lægger den til side.

Tit beder jeg selv den såkaldte Sindrobøn. Den lyder:

Gud
Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.
Tak!

Jeg synes selv, det er godt at dele det hele med Gud. Det ændrer ikke nødvendigvis situationen, men det kan ændre min tilgang og mit perspektiv på den. Der står om kvinderne i Rama, at de ikke ville lade sig trøste, dengang de havde mistet deres børn i forbindelse med barnemordet i Bethlehem. For de, nemlig drengebørnene, var ikke mere. De vidste, at de havde brug for at sørge, for at de kunne leve videre. Og noget af det, der trøster, er at sørge i Guds og menneskers nærvær. Sorgen er en mulighed for at skille sig fra tabet og komme videre på de nye betingelser. Så prøv at lade din sorg få ord og rum og se, om det kan hjælpe dig med at komme videre.

Mange hilsner
Peder Poulsen