Gud er nærværende og på færde både i vores og vores børns liv

Kære Vertigo
Tak for dit brev. Det lyder som om den familie, som du voksede op i, ikke ligner den familie, du har nu, ret meget. Og at du ikke lige nu kan finde hvad du skal bruge i det, du lærte hjemmefra. Så hvis du føler dig noget svimmel og bange må det vel siges at være velbegrundet.
Tilsyneladende lever vi i en tid, hvor gamle systemer bryder sammen. Det er ikke kun statens ’væsner’ så som DSB og postvæsnet, der er under forandring. Det er familieinstitutionen også. De gamle autoritære og hierarkiske strukturer bryder sammen og vi tvinges ud i et stifinderarbejde, for hvad er der at sætte i stedet. Det er nok forskelligt hvor voldsomt vi oplever det hver især, men jeg kan fortælle dig, at der er mange, som gør sig de samme erfaringer, som du gør.

Det har været en lettelse for mig at begynde at slippe min forestilling om børn som destruktive driftsvæsner, og i stedet begynde at se dem som mennesker, som befinder sig i en særlig udsat position. De er i udgangspunktet sociale og kompetente, dvs. de har evne og vilje til at virkeliggøre fællesskab og de er i stand til at udtrykke sig meningsfuldt og dækkende i forhold til, hvordan de har det.
Da Jesus ville lære os om troens vej, tog han et barn som rollemodel. Det var altså os voksne, som skulle hjælpes af børnenes inspirerende eksempel. Når du bliver tøvende overfor din egen indsats overfor dine egne børn – og tilsyneladende begynder at se lidt mere nuanceret på ’den lige vej’ som du har gået, så lyder det for mig, som om du er ved at tage lærdom til dig fra dine børn.

Set ud fra ét synspunkt, så befinder børn sig i spændingsfeltet mellem at samarbejde med dem, de holder af og så at bevare sig selv og deres personlighed intakte. Vi voksne kan vel krænke børnene på flere måder. Oftest tænker vi på ikke-acceptable måder så som fysisk vold, sexuelt misbrug og omsorgssvigt. Men kunne det ikke også være nogle af vores accepterede måder, feks. det vi ellers har forstået som god social opdragelse eller pædagogik (tænk blot på nogle af Niels Hausgaards kommentarer til sin skolegang). Den tredje er sværere at skrive om, især her i Udfordringen, men jeg må vel til det. Det kunne hedde de ideologiske overgreb, dvs. tvungen religiøs eller politisk ensretning. Når børnene ikke vil stille op til det, du stillede op til, hvad er det så, der sker og hvad kan og skal du gøre ved det.

Som årene går bliver jeg mere og mere overbevist om, at Gud er nærværende og på færde, både i vores og vore børns liv. Når dine børn holder op med at samarbejde med dig om feks. at ’være kristen familie’ så kunne det være et udtryk for, at deres integritet lider overlast eller, at de har samarbejdet alt for længe med fænomener i jeres familie som er ødelæggende for alle familiens medlemmer og for samspillet imellem jer. Hvad siger du til det, monstro – og hvis du indbyder din mand til at læse med her, hvad mener han så?
Jeg vil være meget tilbageholdende med at sige, at det er det samme som at de ikke vil tro, men det kunne betyde, at de ikke vil med i den udmøntning af troen, som du blev taget med i og som du nu vil have dem med i. En udformning, som du selv kunne lyde til at have et tvetydigt forhold til. Hvis du skal lære af dine børn, hvad har de så at give dig i den her situation? Hvis du vil slippe dine egne gode intentioner et øjeblik og leve dig ind i børnene, hvad får du så øje på og hvad sker der så med dig?

Som du måske har luret, så synes jeg ikke, jeg har et konkret svar til dig, men jeg vil gerne pege på en mulig vej at gå. Og vejen er at gå fra at anvise orden og regler for dig selv og andre, jeg synes det er at lægge dit personlige ansvar fra dig, og så finde en afklaring med dig selv, hvad der er dit, hvad du selv er i og hvad du vil sortere fra når det gælder tro og troens fællesskab. Børnene har brug for din støtte til at finde ud af hvem de selv er – og når du interesserer dig for dem og deres historie vil du meget muligt få en bedre kontakt med dig selv og dine egne behov og ønsker.
Indfølende, bekræftende udsagn og spørgsmål hjælper børnene og dig til at opdage, hvem de er. En nysgerrig, følsom opmærksomhed hjælper barnet til at opdage sig selv. En mulighed du måske ikke selv fik i din opvækst, men som stadig er mulig nu, hvis du er interesseret i den.

Din familie er en enestående skabning dannet i Guds billede. Den fortjener det allerbedste, du kan give den. Og det er at elske den, som den er. Se den, som den er. Hvis du er fyldt af et ønske om at skulle gøre din familie, dig selv og dine børn til noget andet, end det, de er, bliver familien et projekt, som løbende skal vurderes, det opleves næsten med sikkerhed som afstand og fremmedgørelse. Børnene gør hvad de kan en tid for at matche din iver på deres vegne, men lykkeligvis er de åbenbart ved at holde op med det. Så jeg vil opmuntre dig til at standse op og se børnene som de er og få kontakt med dem lige netop der. Gør du det, så ligner du Gud i dit forældreskab – og det er der langsigtet fremtid i, både for dig og din familie.