Var det Jesus?
en øjenvidneberetning fra katastrofeområdet i Kolding
Det var lige ved, vi troede Moder Jord var i gang med sin sidste dag, da braget lød i vores baghave, og rystelserne blev målt til et jordskælv på størrelse med det, der ramte New York den 11. september for år tilbage.
Jeg sad og forberedte en prædiken i redskabsrummet i en af Koldings gymnastiksale, medens to af mine tøser sprang rundt med andre børn. Med ét blev aftenmørket udenfor udskiftet med 1000 sole, og jeg gik hen mod vinduet, men blev trykket tilbage igen. En trykbølge havde ramt vores by.
Når Jesus vender tilbage til jorden for at dømme levende og døde, skal det netop være som et lyn fra øst til vest (Matt 24,27). Og sådan så vores aftenhimmel ud her i Seest.
Hvad var der sket med mor og de to mindste derhjemme? Følelser af bæven og skælven, adrenalin og forsøg på overblik vældede op i os alle.
Mobilnettet meldte fejl på grund af overbelastning. Først tredje gang var der hul igennem. Alle skulle sikre sig, at deres kære var i sikkerhed. Men det var for sent at gøre noget. Ulykken var en realitet.
Min kone kunne fortælle, at det var branden på den lokale fyrværkerifabrik, som vi havde fulgt fra første parket fra vores stuevinduer hele dagen. Den var løbet løbsk. De to største eksplosioner havde ramt vores hus og sat revner i soklen. Men facaden holdt! Og det er vel indtrykket udadtil, der tæller?
Men det var ikke Jesus, der meldte sin ankomst på himmelens skyer i denne omgang. Når det sker, skal der vist heller ikke være tvivl!
Vi har kunnet følge med i brandudviklingen på fabrikken fra vores stuevinduer og selv mærket følelserne af angst og hjælpeløshed. Mine tanker røg til den oplevelse, skælven og forhåbentlig gudsfrygt, der må være, når Jesus kommer anden gang herned, som vi snart skal synge i en adventssalme.
Når det sker, vil vi ikke tilbringe natten i Fredericia hos mine forældre, som vi gjorde efter evakueringen af Seest.
Da bliver vi evakueret til de evige boliger. Der skal ikke være sorg og skrig eller frygt og død.
