Angående Teglgårds udtale
I Jyllands-Posten den 22/11 er der en artikel om læge Thomas Teglgård, der mener, at psykisk syge mennesker kan helbredes for besættelse af onde ånder ved bøn. Den slags opfattelse er jo ikke velanset i lægekredse, og det forstår man jo godt. Lægedom og kristendom kan jo ikke godt forenes, når man har afskaffet kristendommen og gjort lægerne til vor tids guder! Denne gudestatus vil man selvfølgelig helst beholde, og ve den, som angriber denne gudestatus! Det er da al ære værd, at en læge tør udsætte sig for kollegaernes hånspot. Vi lever i en verden, hvor materialismen er Gud, man kan jo ikke tilbede både Gud og mammon, siger Jesus. Paulus omtaler ondskabens åndemagter i himmelrummet, og de skal jo nok gøre deres bedste for at håne og spotte dem, der har opdaget deres bedrag! Måtte alle de, der bekender sig til Jesus og kristendommen, være frimodige i deres bekendelse! Paulus siger: Jeg skammer mig ikke over evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse derfor er det velgørende, at en læge tør bekende sin tro! Måtte vi alle lære af dette, for det er jo det, der giver livet mening at være menneske i denne verden. En ondskabens verden, som kan være vidunderlig smuk og også vise os ondskabens grimme ansigt.
Helge Hansen
Guldagervej 156
4640 Fakse