Baptister vil bære frugt

Bliv i Kristus og bær frugt! Sådan lyder temaet for Baptistkirkens missionsstævne, som afholdes i Mariager i dagene 10. til 16. juli.

Glimt fra stævnehallen i Mariager

Stævnet bliver med et bredt udbud til mange forskellige folkeslag og til alle aldersgrupper.
Igen i år satser Baptistkirken nemlig på at integrere de mange nydanskere, som kommer til landet og ofte uden held søger efter mennesker, der deler deres tro. Sidste år blev der gjort en stor indsats for at få nogle af disse med til missionsstævnet, og det viste sig, at behovet var dér, idet 125 (eller 10 %) af de deltagende var med udenlandsk baggrund.
Det gav stævnet ekstra kulør og dybde, og i år forsøges dette gentaget. Blandt talerne er der også flere udlændinge, bl.a. Paul Montecute, som er leder af BWAid, (Baptisternes Verdensalliances Nødhjælpsarbejde), som de seneste måneder har været involveret i hjælpearbejdet i Østasien.

Rundtur i klosterkirke

For børnene kommer stævnet til at dreje sig meget om frugter, og både før og under stævnet er der mulighed for at deltage i et rekordforsøg om Danmarks største frugtskål. Frugtskålen bliver afsløret ved en familieanledning torsdag formiddag.
For de voksne bliver formiddagene reserveret til spændende og udfordrende undervisning ved Peter Søndergård, Keld Dahlmann og Anders Michael Hansen, der alle i Århus Valgmenighed har arbejdet med temaet: „Relationer og processer i kristenlivet“.
Torsdag formiddag bliver dog reserveret til et mere fysisk udtryk for efterfølgelse, idet der bliver en tre timer lang pilgrimsvandring, ledet af Elisabeth Lidell. Man har her også mulighed for at vælge en kortere naturvandring, eller en rundvisning i Mariager Klosterkirke.

Spejdere fylder 75

Eftermiddagene byder dels på kreative og sportslige udfordringer i form af blandt andet decoupageværksted, fodboldturnering og Baptisternes Motionsløb, dels på Baptistirkens missiondrøftelser, som finder sted onsdag og torsdag og dels på diverse seminarer.
Onsdag aften inviteres til skovtur efterfulgt af Jubilæumsfest i anledning af Danske Baptisters Spejderkorps’ 75 års jubilæum. De øvrige aftener holdes evangeliske møder med blandt andre Chresten Eskildsen, Jason Clark, Peter Götz, Poul Montecute og Jørgen Mortensen.
Hele ugen er det muligt at besøge missionsstævnets døgnåbne kirke, hvor der bliver rig mulighed for at søge stilhed og bøn.
Læs mere på hjemmesiden www.missionsstaevne.dk
– jeli