1500 til Jesusfest i Skive
En totaloplevelse af Guds hjertes banken for menneskerSKIVE – De 1500 deltagere i sidste lørdags Jesusfest i Skivehallerne blev mødt med den bankende lyd af Guds hjerte, leveret med trommestikker på utraditionelle instrumenter, som toiletter, olietønder, bildøre, dæk og fælge.Hjertelyden gik igen i forkyndelsen, som blev leveret af ungdomskonsulent i Indre Mission, Tonny Dahl Sørensen fra Haderslev. Han opfordrede til at tage sig tid til at lytte til Guds hjerte, der banker for den enkelte. Og mange må have fulgt opfordringen og lyttet. I hvert fald var der lange køer i pausen udenfor de ialt 20 samtalerum.
– Der var mange, der blev rørt, og vi var vidner til, at Gud arbejdede på højtryk, fortæller én af arrangørerne, ungdomskonsulent Jens Medom Madsen fra Hinnerup.
Naturligvis skulle aftenen også slutte med hjertelyd, mens et banner med teksten Hans hjerte banker for dig dalede ned og fik deltagerne til spontant at klappe i takt til hjertelyden.
– Det var ikke planlagt, men et stærkt symbol, at vores hjerter banker i takt med Guds, siger Jens Medom Madsen.
Efter mødet fortsatte 100-150 af deltagerne til en cafékoncert med Laila Trier.
Men arrangementet fortsatte på parkeringspladsen udenfor hallen, hvor samtlige biler var udstyret med en parkeringsbøde i vinduesviskeren.
Normalt nok til at ødelægge en dejlig aften i Skive, hvis ikke lige det havde været for en vigtig bemærkning på det forhadte girokort: Jesus har betalt.