Et mudret billede af en åndelig virkelighed

Der er for lidt Gud og for meget Satan i den biografaktuelle gyser ConstantineSuperstjernen Keanu Reeves fortsætter sin flirt med den åndelige verden i sin nyeste film Constantine, som netop har haft premiere i danske
biografer.
I Matrix-filmene spillede han Neo, the One, frelseren,
der skulle redde menneskeheden fra de regerende maskiner.
Constantine er det djævelen selv og hans horde af dæmoner, der står for skud.
Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen John Constantine, spillet af Reeves, bærer initialerne J.C., som han deler med en anden dæmonernes overmand, Jesus Christ.
For John Constantine har fået en særlig evne, eller opgave, som han helst var fri for.
Han er eksorcist og i stand til at jage helvedes dæmoner tilbage, hvor de kom fra.
Efter et selvmord røg han i helvede og fik valget mellem at blive eller komme tilbage til verden for at skabe en hårfin balance mellem det gode og
det ondes magt på jorden.

Filmen bygger på en helt igennem ubibelsk grundtese om, at Gud og Satan har indgået
et forlig, der forhindrer dem begge i at sende henholdsvis engle og dæmoner direkte til jorden. I stedet må de forsøge at påvirke mennesker
på afstand.
Men begge parter, som fejlagtigt skildres som ligeværdige, bryder aftalen, og snart vrimler det med drabelige dæmoner i Los Angeles.
Arrogant og ulidenskabeligt som en elektriker, der bliver bedt om at skifte en pære, befaler Constantine over dæmonerne, som hver gang må føje sig for djævleuddriveren, der selv er ved at dø af noget så jordnært som rygerlunger.
Men John Constantine ser ikke sig selv som en frelser. Når han uddriver en dæmon, gør han det hverken for Gud eller menneskeheden. Men alene
for at fortjene sig en plads i himmelen, så han ikke skal tilbage i helvedes flammer.
Og det er netop hans problem, for Guds krav for at frelse et menneske er ikke gode gerninger, men tro og selvopofrelse, som en noget kontroversiel udgave af ærkeenglen Gabriel forklarer ham. Og når alt, hvad han gør, skyldes ren og skær egoisme, så er det jo så som så med selvopofrelsen.
I hvert fald indtil han møder Angela Dodson, spillet af
Rachel Weisz, som bliver lidt af en frelsende engel for Constantine.
Hun er en stærkt katolsk politikommisær, som opsøger Constantine for at få hjælp til at opklare hendes søsters selvmord, som Angela mener skyldes dæmonisk påvirkning.
Og hvor der er amoriner i luften, banes der også
vej for John Constantines selvopofrelse, selv om Satan gør, hvad han kan for at forhindre
det.

Constantine spiller på et hav af sande og rigtige budskaber, som dog næsten altid perverteres,
lige før man når at klappe i hænderne. Seeren får
syn for sagen, når det gælder kampen mellem det gode og onde og fortabelsens ufattelige
smerte. Men filmen glemmer at fortælle evangeliet om, at Satan kun er Guds møghund og aldrig kan udrette andet, end hvad Gud tillader.
Gennem filmen får vi masser af skrækindjagende scener fra helvedes ild og en indsigt i Satans list, som man dårligt tør tænke sig. Og kun et ultrakort
glimt af himmelen som en lille opvejning.
Den fordeling er karakteristisk for filmen, som gør meget ud af at skildre syndens alvor, mens man må lede forgæves efter glæden over Guds
indgriben. Og dæmonerne skildres unægteligt mere magtfulde end den rapkæftede, kvindelige Gabriel, som ikke byder fjenden megen trods, men først og fremmest er et irritationsmoment for Constantine.
Filmens præmis om et særligt forlig mellem Gud og Satan ville desuden have umuliggjort Jesu liv på jord. For hvad var Jesus, hvis han ikke var Guds direkte og fysiske indgreb på jorden?

Hele filmen igennem går korset igen som Constantines mest frygtede våben. Og korset
virker efter hensigten. Desværre får vi bare intet at vide om, hvad der gør korset så forhadt blandt dæmonerne.
Og så er der alle de idiotiske småfejl, som instruktørerne kunne have undgået, hvis de havde brugt lidt mere tid på research og mindre på splat og
vilde effekter.
For eksempel døde Jesus af korsfæstelsen og ikke, fordi en romersk soldat stak ham i siden med et spyd, som filmen hævder. (Ifølge Bibelen stak
soldaten først, da Jesus var død.) Og det er direkte usandt, at den katolske kirke automatisk
regner selvmordere for evigt fortabte.

Der bliver ikke sparet på effekterne i den to timer lange film. Sjældent går der fem minutter, uden at medlemmer af helvedes hær får frugten af
Constantines korsformede dæmonskyder at smage.
Og ind imellem er det, som om teaterblodet skal bortlede seerens opmærksomhed fra de tydelige huller, der er i handlingen.
Det forklarer også, at Constantine, selv når man ser
bort fra de teologiske vildfarelser, ikke har høstet mange stjerner hos anmeldelserne.
Dog sidder man tilbage med en følelse af, at filmen skildrer en virkelighed, som er skjult for de fleste, og at der heldigvis er en Kristus-figur, som trods arrogance, karakterbrist og alt for mange smøger har et våben mod helvedes magt.

Constantine
USA 2005
121 minutter
Biografpremiere 24. feb.