Kvarme vandt beskidt bispevalg
Valgte konservativ kandidat til ny biskop i Oslo trods smædekampagne i medierneNORGE – Efter en hård og til tider beskidt valgkamp udnævnte det norske statsråd i fredags Ole Christian Kvarme til ny biskop i Oslo.
Han indsættes den 3. april som afløser for Gunnar Stålsett, og det har i den grad sat valget på mediedagsordenen.
Mens Stålsett har markeret sig som liberal og folkekær, har medierne tegnet det stik modsatte billede af Kvarme
Ole Christian Kvarme, der hører hjemme på den konservative fløj i norsk kirkeliv, har i valgkampen skilt sig ud fra de tre liberale kandidater. Blandt andet ved at udtale, at han tror på helvede, og at han ikke vil ordinere præster, som lever i et homofilt parforhold.
Og især det sidste synspunkt lægges til grund for det, der betegnes som en dæmonisering af Kvarme.
De homoseksuelles forening har kaldt Kvarme for en katastrofe, og medierne har i store overskrifter bebudet, at Kvarme som biskop i Oslo ville betyde masseudmeldelser i Den Norske Kirke.
Alligevel var det Kvarme, der blev peget på, da kirken skulle stemme om den nye biskop. Og det valg fulgte den norske regering.
Mange nordmænd forudser, at Ole Christian Kvarme får et vanskeligt arbejdsmiljø, idet han i Oslo Bisperåd kun har opbakning fra et af de syv medlemmer. Men Kvarme rækker hånden ud mod dem, der mener noget andet end ham.
– Jeg vil aktivt bidrage til samhold i vores kirke. Efter den polariserende debat, vi har haft, er det en vigtig udfordring. Jeg ønsker at tage alle alvorligt og møde folk i bispedømmet med åbenhed og lydhørhed, så vi sammen kan rette blikket fremad, sagde han på et pressemøde fredag.
Her blev Kvarme også spurgt til sit syn på de præster i Oslo Bispedømme, som lever i homofile parforhold.
– Én af de ting, jeg først vil gøre, er at bygge relationer til netop de præster. Jeg ønsker at være biskop for alle, selv om vi ikke har samme opfattelse, siger han.
– Jeg ønsker at kommunikere nåden fra Jesus Kristus og Guds kærlighed til alle. Det skaber en åben kirke for alle, en kirke der giver plads for det sårbare i livet, siger han.
– Bispedømmerådet har en plan, som jeg gerne vil følge op med en vision om en folkekirke, som er levende og Jesus-orienteret, som er nær og relevant, og som er åben og tilgængelig, pointerede 56-årige Ole Christian Kvarme, som blandt andet har været generalsekretær i Det norske Bibelselskab, missionspræst i Israel og de seneste seks år biskop i Borg.