Min dag i lufthavnen

Jeg skulle have fløjet kl. 10, og nu er klokken 19.40. Vi kender efterhånden hinanden alle os sorte og hvide rejsende i Douala lufthavn i Afrika. De sorte er mest tålmodige.
Jeg var ellers inde på lufthavnskontoret i går for at „genbekræfte“ billetten og sikre mig, at der kom et fly og at jeg stod på listen. „Mødetid kl. 9“ skrev billetmanden. For en sikkerheds skyld spurgte jeg en ekstra gang. Med Cameroun Airlines kan man aldrig spørge for tit. Billetmanden rettede tidspunktet til kl. 8. „Klokken 9 er for sent“, sagde han. Men hans kuglepen kunne ikke skrive mere. „Ok, kl. 9 er fint.“
I morges var der så taxi-strejke. Jeg måtte en tur i byen for at finde en knallert, som ville køre mig til en uofficiel taxi. Vi fik da også stablet mine 40 kg plus en bugnende håndbagage ud i bilen og ved at køre en anden vej, slap vi udenom taxi-chaufførernes vejspærring.
Flyet fløj selvfølgelig ikke kl. 10. En stewardesse sagde, at der ville komme ny besked kl. 11. Jeg tror, de har svært ved at sige det rent ud: „I kommer først af sted i aften – hvis I er heldige…!“ De vil ikke tage håbet helt fra os.
Nå, i stedet for at ærgre mig, gik jeg tilbage igennem tolden, billetkontrollen, paskontrollen og taskekontrollen – op i restauranten, hvor jeg fik mig en omelet. Så var middagsmaden klaret. Tilbage igen gennem tolden, billetkontrollen, paskontrollen og taskekontrollen. Tiden gik så dejligt.
Rygterne sagde nu, at der ikke var penge til brændstof, og det var desværre sandt. Så jeg vadede tilbage gennem tolden, billetkontrollen, osv. – og fik mig en kop kaffe. Bagefter tog jeg mig en lille lur – det er nemt at sove i 30-40 graders varme. Da jeg vågnede var restauranten fuld af de andre passagerer, som havde fået en madbillet. Jeg måtte så tilbage gennem tolden, osv. for at redde min bagage og få en madbillet. Og tilbage igen. Jeg nåede lige at få en kylling inden kl. 15, hvor flyet skulle være fløjet. På vej tilbage gik jeg lidt hurtigt igennem tolden, billetkontrollen, paskontrollen og taskekontrollen, og blev standset af en lille vred politidame, som insisterede på at kontrollere hver enkelt.
Sidst på eftermiddagen gik besætningen hjem – pga. 11-timers reglen. Mørket faldt på ved 18-tiden, og „vi havde opgivet alt håb,“ men så dukkede en ny besætning op, og nu flyver vi nok lige om lidt. De har fået fat i noget brændstof.
Vi er alle sammen så taknemlige.