– Jeg kan i grunden ikke lide storbyer
Fra en lille hyggelig lejlighed i det nordlige Moskva styrer Connie Meyer Paulus-Samfundet projekter i den russiske hovedstad.
Samfundet er en dansk folkekirkelig organisation, der siden 1992 har udført humanitært arbejde i sammenarbejde med den russisk-ortodokse præst Pavel Vishnevskij. Han blev af daværende kulturminister Grethe Rostbøll i foråret 1991 inviteret til Danmark, hvor han første gang mødte Connie Meyer.
– Jeg havde lagt et meget tæt program for, hvad de skulle se og opleve, plus at han mødte en masse af mine venner, fortæller Connie Meyer.
– Vi var alle enige om, at vi gerne ville hjælpe ham. Derfor stiftede vi den 19 juli 1991 Paulus-samfundet med det formål at støtte den ortodokse kirke. Vi kaldte det Paulus-samfundet, fordi Paulus rejste, og det var vores intention, at vi skulle rejse.
– Nu er det ikke normalt, at man stifter en organisation til fordel for én præst og hans menighed. Hvad var det ved Fader Pavel, som var så specielt?
– Han er en klodshans. Han smider virkelig pludder på oldermændene. Han er meget kontroversiel, meget hjælpsom og havde nogle meget specielle ideer om, hvordan menigheden skulle være, hvordan alle skulle arbejde sammen og hjælpe hinanden. Han blev tit spurgt, om hans forfaldne kirke ikke skulle have en ny fin ikonostase. Jo, når menigheden er rede, svarede han. Ikke noget med at bede om penge til at bygge, nej – det er menigheden, der gør det. Det er ham, der har lært mig, at kirke og klostre – det er mennesker. Det er levende ting, de levende stene. Det er os, der er kirken.
Den 19. august 1991 dagen for kuppet mod Gorbatjov fløj Connie Meyer til Moskva. I tre uger fulgte hun Fader Pavel i hans daglige arbejde.
– Folk opsøgte ham for at bede ham velsigne en lejlighed eller give nadver til en bedstemor, den sidste olie eller forestå en vielse. Og så gav folk det, de havde, typisk naturalier. Det var meget bevægende at se folks reaktioner. Vi kom ud til en familie, hvor bedstemoderen skulle have nadver. Da hun havde fået det, bad Fader Pavel svigerdatteren om en kop te. Så satte han sig ned og snakkede. Hvordan er det at bo her? Har i nogle rare naboer?
Så kom manden ud fra et andet værelse. Fader Pavel spurgte til hans arbejde og kolleger, og så spurgte konen, om han gerne ville have en tallerken suppe, og så kom middagen frem fra køleskabet. Hun havde lavet den, men hun vidste ikke, hvordan man skulle gøre med denne her præst. Og så kom børnene ud i køkkenet. Og så sad vi tre timer og snakkede om alt muligt.
– Fader Pavel kunne spørge: – Nej, hvor har i de svampe fra? Hvad koster kartoflerne i det her område? Sådan nogle helt jordnære ting, så man sidder og har en dialog igang. Og han venter. Det er ikke ham, der spørger, hvordan har du det med Jesus. Det er folk, der helst stille siger, at der er en kollega, der er begyndt at gå i kirke. Og så er åbningen der og kører ham videre. Og så kommer spørgsmålene væltende til sidst.
– Det skete tit, at nybagte mødre kom hjem fra hospitalet, og både de og deres nyfødte var blevet smittet med stafilikokker på hospitalet. Man havde prøvet alt muligt, men feberen fortog sig ikke. Så nu forsøgte man altså præsten. Når man i vesten troede, at den ortodokse kirke var udryddet, så var det meget langt fra virkeligheden.
Menneskesyn
– Hvad er din kirkelige baggrund?
– Jeg er absolut fra den meget højkirkelige del af folkekirken. Jeg blev meget optaget af kristendommen omkring min konfirmation, og allerede da var jeg klar over, at skriftemålet er vigtigt. Det er en vejledning i livet, det er ikke bare at fortælle, at nu har jeg gjort dette eller hint forkert. Det kan være grusomt svært at holde op med at ryge eller at slanke sig, at skære noget af livet. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det sker gradvist, og vi må acceptere hinanden, der hvor vi er, og som vi er. Jeg tror, at hvert eneste menneske har en indre kamp mod et eller andet. Og kæmper for et eller andet. Det er en del af livet, uanset om man tror på det ene eller det andet, har menneskelivet en meget stor fællesnævner.
– Hvilken kirke føler du dig mest tiltrukket af i dag?
– Jeg føler mig mest tiltrukket af den ortodokse kirke. Jeg kan godt lide det, den har, dens struktur, jeg kan godt lide, at der er regler og rammer om tingene. Jeg har den grundopfattelse, at livet har brug for nogle rammer, og dem sprænger vi hele tiden og kommer udenfor, men det er godt at vide, at man har noget at komme tilbage til, at man har noget stabilt, en fundament.
Siden 1992 har Connie Meyer været Paulus-samfundets danske repræsentant i Moskva. Hun formidler hjælp til gravide og nyfødte, familier med meget lav indkomst, enlige forsørgere, tre børnehjem og et børnehospital. Herudover underviser hun i håndarbejde i en friskole, en søndagskole og en syskole, alle tilknyttet kirken Den Livgivende Treenighed i den nordlige del af Moskva. I tidens løb har en række danske voluntører, heriblandt Søster Gunny Pedersen, hjulpet til. Søster Gunny blev inviteret til at undervise kvinder fra menigheden i elementær hjemmepleje, i at pleje deres naboer eller pårørende og i at skåne sig selv. I Rusland findes der ingen hjemmepleje og hospitalsindlagte er ofte helt afhængige af deres pårørendes pleje.
– En tolk for en dansk volontør sagde til mig: Det er jo ikke bare det, vi lærer, det er at være sammen med volontørerne … Det er den formidling af væren, der er så vigtig, at opleve en lærer som bare taler stille og roligt og smiler.
Som et resultat af Søster Gunnys arbejde har Connie Meyer i dag et korps af kvinder, som hun kan trække på, hvis et menneske har brug for pleje i sit hjem.
Connie Meyer mener, at forholdene i Rusland tit bliver fremstillet værre, end de rent faktisk er.
– Jeg oplever nogle gange, at Rusland er syndebuk. At man er bange for, at Rusland kommer for meget op. Man taler om, at der ikke er den form for demokrati, man gerne vil have. Det kan der ikke være. Landet skal først styrkes. Tysklands genforening er et godt minieksempel på, hvor stor opgaven er.
Russerne er et dygtigt og flittigt folk, hvis de får lov til det. De er slidsomme og stræbsomme og kan leve på en halv sten. Og de er anderledes. Og det skal de have lov til at være. Nu arbejder jeg i kirken. Selvfølgelig er der frihed, og andre kirkesamfund må gerne komme, men vi er da nødt til at respektere, at den ortodokse kirke er den lokale kirke, det er den, der er forbundet med Ruslands kultur. Det er den kirke og den form for kristentro, som folk har overlevet på. Det kan vi kke bare kaste grams på og sige, at det er vel nok forfærdeligt, at de bruger tørklæde, og det der med helgenerne er noget okkult noget. Vi er nødt til at sætte os ind i den samlede russiske kultur. Det har vi pligt til i Vesten at sætte os ind i.
Connie Meyer er i dag 61, men har ingen planer om at vende tilbage til Danmark foreløbigt.
– Jeg har altid regnet med, at jeg skulle have en lille hytte ved efteråret og nogle får. Jeg kan i grunden ikke lide storbyer. Men Vorherre sørger for, at jeg kan lide at være her.
Flere oplysninger kan fås på www.paulus-samfundet.dk
