Sydafrikaner rundede Grenen i bøn

Peet Bekker taler med Gud, mens han går. I april gik og bad den afrikanske vandringsmand fra Hirtshals til FrederikshavnSydafrikaneren Peet Bekker vandrede i løbet af fem dage i april de cirka 90 kilometer fra Hirtshals, rundt om Grenen og til Frederikshavn, mens han bad for Danmark.

Der er langt fra denne stille landevej udenfor Johannesburg i Sydafrika til det blæsende Nordjylland, hvor Peet Bekker tilbragte fem dage med vandring og bøn

Peet Bekker har opdaget, at Gud er særlig tæt på ham, når han er ude at lufte vandrestøvlerne.
– Jeg har fundet ud af, at jeg har meget let ved at bede, når jeg går. Det føles bare som at snakke, og jeg hører meget klart, hvad Gud siger til mig. Derfor elsker jeg at gå, siger han.
– Nogle gange åbner jeg bare op for mine følelser, og fortæller ham helt præcis og helt ærligt, hvordan jeg har det.. Andre gange er jeg sammen med Gud, uden at vi behøver at tale. Men det bedste er, når han taler til mig. Han gør det på sådan en kærlig måde og lader mig svare og stille spørgsmål, forklarer Peet.
Adskillige gange har han taget forbønsemner med på turen. Og hver gang har han fået svar og oplevet, at Gud har velsignet både ham selv og den person, han bad for.
Siden 2002 har han kaldt sine bønnevandringer for Afrowalks, fordi han er en afrikaner, som vandrer med Gud forskellige steder i verden og spreder hans velsignelse.

Hurtigt og langsomt

Erfaringen har vist ham, at også tempoet for vandringen har betydning for bønnen.
– Når jeg går langsomt, giver det mig en ro, så jeg kan høre Herren tale til mig. Når jeg går hurtigt og målrettet, hjælper det mig til at lægge kraft i bønnen, når jeg beder for bestemte ting eller personer, forklarer han.
Peet Bekker ved godt, at Gud også ville høre ham, hvis han sad hjemme i Sydafrika og bad for Danmark, men det betyder meget for ham at oplevet lyset, vinden og ikke mindst de mennesker, han skal bede for.
– Når jeg er på stedet, føler jeg, at Gud giver mig lov til at se steder og mennesker med hans øjne.
Peet Bekker havde aldrig været i Danmark, før han ankom i april. Han skulle på en forretningsrejse til Europa, men da han skulle bestille flybilletterne fandt han ud af, at det var billigere, hvis han blev fem ekstra dage i Europa.
– Jeg vidste med det samme, at de fem ekstra dage var en gave. Og da jeg samtidig fik nogle penge, så jeg havde råd til de ekstra dage, var jeg ikke i tvivl, så jeg bad Gud om at vise mig, hvad jeg skulle bruge tiden til, fortæller Peet.

Spydspidsen

– „Du skal vandre i bøn rundt om Danmarks spydspids.“ Det var, hvad Gud sagde til Peet. Han kendte intet til en spydspids i Danmark, og da han spurgte en dansker havde han heller aldrig hørt den betegnelse.
Men da Peet en dag lod fingeren løbe rundt på et kort over Danmark, var han ikke længere i tvivl. Turen rundt om det nordligste Danmark, langs kysten fra Hitshals til Frederikshavn, havde form som en spydspids.
– Da vidste jeg, at jeg bare måtte afsted, fortæller Peet.
Det eneste, der stod fast, var, at han skulle begynde sin vandring i Hirtshals den 20. april og slutte i Frederikshavn den 24. Desuden skulle han bede for de 18 nordjyske stednavne, han ville passere undervejs.
Hurtigt fik han pakket telt, tandbørste og rygsæk

Bordbøn på dansk

I forbindelse med forberedelserne havde Gud givet Peet en særlig nød for Danmark.
– Jeg fik en følelse af, at Gud ønskede at velsigne landet, og jeg begyndte at bede for, at danskerne måtte møde Gud og begyndte at vandre i Jesu fodspor, siger han.
Desuden havde han forberedt sig på en dansk bordbøn, så han kunne bede før et måltid sammen med danskerne på dansk.
„Kære Far. Jeg takker dig for alle gode gaver. Tak for maden du her har givet mig. Jeg beder til, at du vil velsigne den. I Jesu navn. Amen.“
To gange i løbet af turen fik han mulighed for at bede bordbønnen sammen med danskere.
– Jeg bad den også flere gange undervejs, når jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle bede om. Det var en god bøn, smiler han.
Undervejs blev der også tid til at skrive digte og synge lovsange. Og i Skagen og Frederikshavn bad Peet for de mennesker, han passerede, mens han slentrede rundt i gaderne.
Efter turen kan Peet se tilbage på nogle dage i Danmark, som har forandret hans liv.
– Det er fantastisk, hvad Gud gør ved én selv, når man beder for andre, siger han.
– Gud har helt sikkert forandre mig på denne tur, og jeg tror på, at han også vil forandre Danmark, slutter Sydafrikaneren.