Danske unge spreder glæde i udlandet
Efterskoleelever uddeler mad i Sydafrika. Andre viser dans og drama på Taiwan
Oplevelser, de aldrig vil glemme. Indtryk, der mejsler sig ind i sjælen. Det er det, de ganske almindelige danske unge får i mødet med andre kulturer blandt andet den enorme fattigdom i Sydafrika.
Elever fra efterskolen Euroclass har hjulpet nødhjælpsorganisationen Missions Ablaze i slumkvartererne omkring storbyen Durban som et led i den alternative 10.klasse på Efterskolen Kildevæld. Og de vil aldrig være de samme skal man tro deres rapporter.
– Det var en fantastisk oplevelse at komme til et nyt land med anderledes behov, fortæller Daniel Thyde.
– Missions Ablaze sørger for mad og tøj til omkring 4000 sydafrikanere i Durban mandag til fredag året rundt. Oplevelsen af at være med til at køre mad ud til de trængende var meget blandet. Det at se, hvor fattige og usle de så ud, hvordan mænd, kvinder og hele familier kom humpende med deres handicappede. Det var skræmmende. Samtidig var det vidunderligt at se dem smile i hele ansigtet, når de med stor taknemlighed tog imod mad fra dagen før, som vi andre ville have smidt væk.
– De fattige er virkelig taknemlige for det, fortsætter Sussie Hanna.
– Da de så varevognen komme stillede de sig pænt op i to rækker for at få mad. Nogle af dem kom med oversavede colaflasker, som de så fik suppen i. Og så bad de for maden, før den blev serveret. De fattige bukkede pænt hovederne og lukkede deres øjne.
Efterskolen Euroclass er netop designet til at give de unge oplevelser for livet. For det er i mødet med livets barske realiteter, de finder ud af, hvem de selv er. Og ved at gøre en forskel for fattige i andre verdensdele finder de mening med deres egne liv, fortæller rejseleder Jørgen Fuchs, der har taget halvdelen af holdet, 11 unge, med til Sydafrika og Zambia i seks uger.
Den anden halvdel af holdet er taget til Thailand og Taiwan. Også her spreder eleverne glæde – om end på en anden måde. Michelle Rothmann og Tone Dandanell fortæller fra Taiwan:
– Efter indlogering fik vi en velfortjent nats søvn og var næste dag klar til at optræde. Den første opvisning var foran cirka 300 taiwanske børn. I en utrolig fugtig varme, underholdt vi børnene i en time. Vores opvisning indeholdt både hiphop, drama og breakdance. Børnene så ud til at nyde det i fulde drag, og vi nød, at vi trods sprogbarriere, kunne udtrykke vores budskab.
Mødet med en helt anden kultur end den danske har gjort indtryk på de 12 elever:
– Vi fik virkelig smagt på den taiwanske kultur. Vores danske maver er blevet udsat for alt fra snegl til stinky tofu, og alt sammen spist ved hjælp af pinde, selvfølgelig, siger Michelle og Tone.
Eleverne fra de to steder ved verdens ende kom tilbage til Danmark d. 2. juni mange oplevelser rigere.