I Frans af Assisis fodspor
Grethe og Niels Mørup Pedersen fra Roskilde har rejst i Frans af
Assisis fodspor. Her beretter de om en uforglemmelig tur.Atmosfæren af ro, fordybelse og eftertænksomhed slog ind over os, da vi blev installeret i et stille og fredfyldt nonnekloster i den centrale del af middelalderbyen Assisi.
Her stod kærlige og velmenende søstre parate til at opfylde deres værtsforpligtelser, efter at vi havde tilbagelagt en lang, men behagelig bustur gennem det sommervarme, solskinsbelyste og frodige Umbrien i hjertet af Italien – med dets udstrakte sletter og dovne bjergkæder.
Nonnerne skulle komme til at betjene os under hele opholdet med dejlig mad, søde smil og villig hjælp. Til trods for den klassiske sprogbarriere os og dem imellem ja så gik alt på bedste vis med smil, sproglige brokker og ivrig gestikuleren.
Fra klosteret, San Damiano, hvor Frans søgte og fik svar fra Gud om sin opgave at genopbygge hans nedbrudte kirke, drog vi igennem hele hans brogede liv: Vi besigtigede hans fødested, hulerne og grotterne, hvor han opholdt sig for at søge ensomhed og meditation. Og vi så det sted, hvor han fik Jesu sårmærker, og endelig det sted, hvor han drog sit sidste suk og af sine brødre blev båret ned fra Assisi til sit hvilested i Santa Maria Kirken.
Den hellige familie, Frans og hans brødre, er vist i malerkunst, skulpturer og i naturen omkring stederne, hvor han færdedes. Middelalderen kom i sandhed ind under huden.
– De spektakulære og fantastiske kirkerum parret med den overjordisk smukke musik stod som en knivskarp kontrast til de fattige og forarmede klostre og de ensomme og kølige huler i naturen, hvor Frans i lange perioder levede sit afsondrede liv.
Johannes Jørgensen har via sin digterkunst gjort Assisi og Frans kendt i Danmark. Vi så naturligvis også hans bolig, betragtede den mindeplade, der var sat op for at hædre ham. Jo, vi kan takke den danske digter for, at Frans er blevet kendt i Danmark. Vi sang med stor inderlighed Imellem nattens stjerner, som Johannes Jørgensen har skrevet, mens vi andægtigt stod uden for hans bolig. At læse hans bøger (blandt andet en bog om Frans og en rejsebeskrivelse) giver virkelig lyst til at befinde sig på stedet for at opleve og indsnuse atmosfæren.
Hver morgen blev der i den hyggelige klosterkirke holdt andagt med salmer, et ord fra Bibelen, stilhed og velsignelse. Marianne, vores rejseleder, havde forberedt sig hjemmefra og gjorde det virkelig godt. Hun gav os dermed alle en velsignet start på dagen.
Vi var mange af sted, 30 personer. De fleste havde prøvet turen før og var vendt tilbage. Kun få var førstegangsdeltagere – blandt andre os – og vi er også opsat på, at denne gang ikke skal blive den sidste.
Alt, hvad vi oplevede, var så stærkt og berusende, at det fortjener en hel naturlig gentagelse og en stadig mere intens og grundigere fordybelse.
Gruppen var super og meget homogen, selv om vi ofte markerede os ved vore forskelligheder, der dog kun bidrog til at cementere det gode sammenhold. Alle var positivt interesserede. Alle gav lidt af sig selv. De ældste – helt op til 86 år – var virkelig aktive og klarede det ofte komprimerede program – hedebølgen, de stejle gader, de ubarmhjertige trapper, det brogede menneskemylder – med glans. Der blev knyttet venskaber, der blev lavet aftaler om at ses igen og så videre. I sandhed en udbytterig tur på alle fronter. Og der blev fotograferet på livet løs til albummet derhjemme.
Endelig skal det nævnes, at der som noget nyt var arrangeret en sightseeing i Rom på hjemvejen. Ikke mindst besøget i Peterskirken er værd at nævne. Jo, det var uforglemmeligt! Og så er der italienerne! Men det er en helt anden historie!
Frans af Assisi levede fra 11821226. Han blev født i byen Assisi, som ligger i provinsen Umbrien i det centrale italienske højland. Assisi ligger skønt på en skråning af bjerget Monte Subasio, i udkanten af Appeninerbjergkæden.
Han var søn af en rig købmand, men allerede i sin tidlige ungdom indså han det verdslige livs tomhed. Derfor forlod han sit fædrene hjem for at leve i evangelisk fattigdom, pleje de syge og hjælpe de fattige.
Efter en Kristus-vision, hvor Jesus bød ham at genrejse sin kirke, begyndte han sin missionsgerning og drog med sine disciple ud over landet.
For Frans var fattigdom navnet på den ikke-tilknytning til verden, som er nødvendig for at gå den åndelige vej.
Han genrejste middelalderkirken i den forstand, at han satte dette over alt andet, magt, velstand og lidenskaber, og demonstrerede det i sit eget liv. Efter hans død blev hans mindebrødre anerkendt af kirken som en religiøs orden, og Franciskanerordenen blev udbredt over hele den vestlige verden.
