Masser af vand i Dan
Vandet flød i stride strømme i floden Dan i maj. Sne og regn fra Hermonbjerget er flodens vigtigste kilder.
Dan er en af de største kilder i Mellemøsten. Når man går langs floden, kan man mange steder se vandet vælde ned fra højderne og fylde flod-sengen. Hvert år løber der op til 238 millioner kubikmeter vand mellem flodens brinker.
Det er forfriskende at dyppe sine fødder eller hænder i Dan. Vandet er klart og koldt med en temperatur på omkring 14,5 grader.
Dan har sit udløb i Jordanfloden nord for Genesaret Sø.
– norberg