Manden ved bålet på gaden

Klokken er tæt på midnat, da jeg møder Jens Erik på gågaden i Vejle, hvor han tænder bål og indbyder folk til en snakDa jeg ankommer, er Jens Erik ved at smide et par pinde på bålet, som varmer dejligt i en halvkølig juninat. Tre unge og en hjemløs har taget plads på de bænke, som Jens Erik har placeret omkring ilden. Og på snakken fornemmer man, at de kender Jens Erik og ved, hvorfor han er her.
Det var en frikirkepræsts bemærkning om, at kirken burde være på gaden i weekenderne, der blev starten på Jens Erik Rasmussens syv år i Vejles natteliv.
Her har han, bortset fra enkelte weekender med sygdom eller store begivenheder i den nærmeste familie, trofast været hver fredag og lørdag nat, i perioder alene i perioder sammen med en makker.

Her tænder han sit ’kristne bål’, som det hedder blandt folk på gaden, og indbyder til en snak om troen på Jesus.
Kræfterne får han, fordi han synes, der er behov for, at kirken møder folk dér, hvor de er. Og fordi han føler, at det er hans kald at være gadeevangelist. – Det er vigtigt at kende sin nådegave. Min er at være gadeevangelist, pointerer Jens Erik.

Gud har noget i gang i det enkelte menneske, er Jens Erik blevet overbevist om gennem arbejdet på gaden.
– Jeg skal derfor ikke sætte noget i gang, men forsøge at finde ind til det, Gud gør i det menneske, som jeg har overfor mig. Som eksempel nævner Jens Erik en mand, der ville snakke om Adam og Eva og antallet af deres børn, og i forlængelse heraf om det kunne passe, at menneskeheden stammede fra dem.
Herefter, da han havde fået afklaret sine spørgsmål, var den unge mand klar til at tage fat på mere centrale spørgsmål i den kristne tro.
– Går nogen og tumler med et eller andet, og det kan afhjælpes, ja så må man hjælpe dem, der hvor de er, også selv om det måske ikke altid er noget, man har lyst til at snakke om eller finder særlig relevant.
– Man skal altså ikke lade sig irritere over folks spørgsmål, men forsøge at være imødekommende og tage udgangspunkt i det.

En mand sidst i tyverne dukker op. Han titulerer Jens Erik ’morfar’ og tømrer. Han er tydeligt beruset og starter med at stikke den hjemløse mand 200 kr.
– Jeg er cool og fa… ligeglad lyder det fra ham. Jens Erik tager ikke anstød af manden, men svarer stille på hans bemærkninger.
– Jeg oplever alle grader af samtaler lige fra de overfladiske, hvor folk er berusede, til de mere seriøse, hvor mennesker betror mig endog meget personlige ting. Her kan man ikke gøre meget andet end at lytte, siger Jens Erik.
– Samtalerne foregår på gadens betingelser, og en gang imellem er der perler mellem snavset.
Man skal gøre sig fortjent til at blive lyttet til, er der engang en, der har sagt. Og Jens Erik oplever, at hans trofaste tilstedeværelse gennem årene har skabt en åbning hos nogle af de folk, der kommer og sidder omkring bålet.
Hvilken respons giver folk på gaden?
– Det sker ofte, at folk giver hånd og takker for snakken, ligesom enkelte tilkendegiver, at det at komme til det ’kristne bål’ har haft stor betydning for dem.

Det er gennem årene blevet til mange nætter foran bålet på gågaden i Vejles natteliv, og Jens Erik har da heller ikke været helt forskånet for ubehagelige oplevelser.
For tre-fire år siden oplevede han blandt andet helt umotiveret at blive slået bevidstløs af et spark i baghovedet, en episode der gjorde, at han i nogen tid efter var mere på vagt, når han var af sted, og lagde mere mærke til, om der var nogen bag ham.
Han har ligeledes oplevet at blive spyttet i ansigtet.
– Det var ulækkert, siger han.
Sådanne episoder får ham dog ikke til at stoppe:
– Der er for meget på spil, det handler om frelse og fortabelse. Og ligesom Jesus oplevede forfølgelse, ser jeg den slags hændelser som noget, der følger med, når man som kristen tager ud og møder verden med budskabet om frelse og fortabelse.
– For nogen kan vores meget synlige tilstedeværelse på gågaden ses som en provokation. Det vigtigste er, at man ikke lader sig overmande af frygt og nag. Den fysiske smerte kommer man jo over.

To iranere kommer forbi, de er lettere beruset. Den ene standser op og spørger til, hvad vi laver her. Den anden har travlt og fortsætter.
– Vi er her for at fortælle om Gud, lyder det fra Jens Erik.
Iraneren fortæller, at han er født muslim, men ikke lever som sådan. Han er flygtning og har været i landet siden 1985. Den anden iraner er kommet tilbage til ’bålet’ og siger med iransk accent henvendt til sin følgesvend. – Jens Erik er en god mand, jeg kender ham godt, han fortæller om Jesus. Iranerne bryder op og fortsætter deres tur i byen.
På hele optrinnet fornemmer jeg noget af den respekt, som Jens Erik har blandt mange af folkene i Vejles natteliv.

Klokken er nu 00.30, og Jens Eriks makker Knud har nærmest ubemærket indfundet sig. Nu sidder de to så i hver sin ende af den bedste bænk, hvilket er forståeligt i betragtning af, at de skal sidde her cirka tre og en halv time endnu.
Folk passerer forbi i en lind strøm. Nogle råber højlydt Jesus, når de nærmer sig stedet. Og andre synger hallé hallé halléluja, det bob bob bob bob bobler ind´ i mig. Ingen er tilsyneladende i tvivl om, hvad hensigten med Jens og Knuds tilstedeværelse er.
En mand omkring de 30 dukker op og tager plads mellem Jens Erik og Knud, som han kender godt og er på fornavn med. Selv om det er lang tid siden, han sidst har været forbi.

Fire piger, der er ude for at more sig, har ligeledes taget plads.
– Synger I ikke, spørger de og foreslår ’I skovens dybe stille ro’, og ’Altid frejdig hvor du går’.
Da de ikke kan få Jens Erik og Knud til at synge, begynder de i stedet at spørge til, hvad de så laver, og ret hurtigt er samtalen sporet ind på tro.
Den ene af piger er af spansk oprindelse og katolik og spørger, om Jens Erik og Knud har noget i mod det.
– Nej, jeg har ikke noget i mod en god katolik, er Jens Eriks svar.
Pigen fortæller ligeledes om at hun har været i Pinsekirken til et møde med Volvo-manden (Hans Berntsen).
Imens er de andre piger ved at blive utålmodige og trætte af røgen i øjnene og vil videre, og de er væk igen.
– Folk er rastløse, berusede og sidder sjældent længe ad gangen, men måske får de alligevel lidt med herfra, det er måske det eneste sted, hvor de møder det kristne budskab, lyder det fra Jens Erik.

Da jeg spørger Jens Erik, hvilken opbakning og interesse folk i kirken har vist for hans projekt, lyder svaret, at han har fået mange tilkendegivelser af, at det er flot, at han holder ud, at han ikke er bange og så videre. Men at det ellers er sparsomt med opbakningen fra andre kristne i form af tilkendegivelser om forbøn eller fremmøde for at hilse på Jens Erik ved bålet. Han tilføjer samtidig, at han selvfølgelig har fuld opbakning og forståelse på hjemmefronten.
– Ellers ville det ikke have været muligt, siger han.
– Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg holder til det endnu, men jeg håber at kunne blive ved længe og tror, at jeg den dag, jeg kommer i himmelen, som jeg håber at gøre, vil møde nogle af dem, som jeg sad sammen med omkring det ’kristne bål’ i Vejles natteliv.