Korncirkler
– en hilsen
fra oven?

Korncirkelforeningens hjemmeside er et besøg værd, hvis man vil vide mere og mene noget om korncirkler. Når tv derfor udbreder sig om, at korncirkler er konstrueret af spøgefugle, er det en grundløs påstand.
Flere har prøvet, men ingen er kommet godt fra at udføre de sindrige og meget dekorative geometriske figurer, der med mellemrum dukker op, når lyset bryder frem. Fordi de bliver konstrueret i ly af mørket. Det ligner drengestreger, men er det ikke. Det må altså være noget andet: et signal til os -måske fra en anden verden, men hvilken og hvilket signal?
De smukke symboler, vi har set i talrige kornmarker, kan være en hilsen fra oven. En iagttagelse der er gjort i forbindelse med korncirklernes geografi er, at placeringen ofte ses nær historiske, ceremonielle centre, stencirkler, gravhøje, gamle kirker o.s.v. – altså steder, hvor mennesker i historisk tid har søgt en Gud at frygte for, ære og tilbede. (…)
Jesus taler bestandig til os på så mange måder i korset, kirken, og hvorfor ikke også i kunsten på kornmarkerne? Han sagde om sig selv: „Jeg er den Strålende Morgenstjerne“.
Den „Strålende Morgenstjerne“ er nu set over mange marker, når lyset bryder frem.
„Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst“ sagde Jesus. Det er korncirklerne forklaring på.
Knud Held-Hansen
Th. Staunings Vej 12
9210 Aalborg SØ

Sikke noget vås, Kjeld Holm
I TV2s nyheder 14/8 var du generende usaglig i forsøg på at forsvare de homoseksuelle mod Bibelen. For at komme uden om Det Nye Testamentes klare tale mod homoseksuel praksis snakkede du om fortolkning og henviste til, at ifølge Det Gamle Testamente blev aktive homoseksuelle slået ihjel.
Hvorfor sagde du det? Brugte du virkelig det usaglige argument i tryg forvisning om, at flertallet i uvidenhed ville tage det for gode varer?Fordi du ved, at mange danskere ikke skelner mellem det jødiske Gamle Testamente og kristendommens grundbog, Det Nye Testamente? (Den gamle og Den nye Pagts bøger). Som nytestamentlige kristne er du og jeg sat til at elske alle mennesker, også dem, der er afsporede i fx. stoffer, spiritus, spil, sex og så videre.
Men vi kan og skal ikke velsigne deres afsporethed! Her er det dig, der er afsporet i forhold til Det Nye Testamente!
– – Du er måske udenfor rækkevidde, men det er læserne ikke!
Arne Rod
Stavnsvej 21
8381 Tilst

Kristen, ja, men også
demokrat

Efter det seneste folketingsvalg stak Udfordringen på lederplads en lige højre ud til alle de kristne, der IKKE havde stemt på Kristendemokraterne. 18. august er den så gal igen: „Gad vide, om de vælgere, der sidste gang valgte ikke at stemme på kristne politikere, er tilfredse med den moralske udvikling, Venstres ministre kører?“ spørger Solveig B. Berner retorisk-fornærmet.
Anledningen er bl.a. undervisningsminister Bertel Haarders lukning af Samuelskolen. Jeg kender ikke skolen, ej heller den nærmere årsag til lukningen, men vil da gerne opfordre Udfordringen til at søge aktindsigt i ministeriet og gengive papirerne i avisen, så vi alle kan se, om skolen virkelig er så uskyldigt ramt, som det antydes. Jeg har bemærket, at landets øvrige kristne friskoler ikke er gået i brechen for deres kollega i Rødovre. Måske er Bertel Haarder ikke den kristenforfølger, han males op som, men en ansvarlig minister, der også tager ansvar for kristne børns skolegang.
Og så gad JEG på min side gerne vide, om det virkelig er Udfordringens holdning, at kristne SKAL stemme på kristne politikere, ja faktisk kun på kristendemokrater – eller om det kun er Solveig B. Berners private synspunkt. Tak om redaktøren vil tage sig tid til at svare i avisen.
Kristian Pahus
Vinkelager 9, Grejs,
7100 Vejle

Svar:
Udfordringen er som blad ikke knyttet til noget parti, nogen organisation eller noget bestemt kirkesamfund.
Læserne må selv afgøre, hvilke politikere de finder værdige til at repræsentere deres holdninger. Hvis man som kristen prioriterer holdninger til økonomi, sociale forhold, militær og så videre højere end de mere moralske og etiske sager, så er udbuddet stort. Men Solveig Berner har jo ret i, at der for tiden ikke er mange, der forsvarer de „kristne“ holdninger.
Hvis flere kristne engagerede sig i de andre partier og markerede deres holdninger, ville behovet for et specielt kristent parti nok ikke føles så stort.
Uanset at mange læsere stemmer på andre partier, bringer Kristendemokraterne ofte de sager op, som er relevante for dette blads særlige læsere. Derfor skriver vi mere om Kristendemokraterne.
Vi leder ofte med lys og lygte efter politikere i andre partier, som markerer sig med kristne værdier. Som bekendt har vi flere gange bragt artikler om Folketingets formand, Chr. Mejdahl, der er fra Venstre. Men det ville være rart, hvis der var lidt flere at vælge imellem!
Henri Nissen,
redaktør.