Trin 1 i revolutionen: Hop rundt og vift med hænderne
Vi havde nær glemt, hvordan det er, man rocker i Danmark! råber forsangeren for rockgruppen Day of Fire ud over den begejstrede og hoppende tilskuerskare i Lunderskovhallen.
Glow Festival nr. to startede ellers stille og roligt med optræden ved Fangekoret, Silje og A City By The Sea (se omtale her på siden).
Men kl. 22.15 blev den revolution som Glow Festival har som tema i år kick-started med en intens og højlydt rock-koncert med Day of Fire.
Den tatoverede forsanger, Josh Brown, mindede de unge festivaldeltagere om, at Gud ikke kun har kaldet os til at gå i kirke – vi skal være kirke. Især i vores dagligdag. Til sidst delte han sit stærke og personlige historie om, hvordan han som lille havde drømt om berømmelse, penge og optræden på MTV. Altsammen gik i opfyldelse for ham, men han fandt først fred og mening, da han lærte Jesus at kende.
De andre bands gjorde ikke særligt meget ud af at prædike, men Day of Fires jordnærhed og ydmyghed gjorde stort indtryk.
– Vi har fået næsten udelukkende positiv respons på arrangementet, og vi har da også gjort os umage for at sørge for bredde og kvalitet i musikken, fortæller Stefan Winther, som er hovedansvarlig for Glow Festival.
– I løbet af det sidste år har vi oplevet megen støtte og opbakning til Glow Concerts arrangementer. Desværre tyder det ikke på, at deltagerantallet kommer til at overstige sidste års besøg. Vi er oppe på 600-700 besøgende – hvilket er lige i underkanten, hvis vi skal have det til at køre rundt økonomisk, konstaterer Stefan Winther.
I år arrangerede festivalen en gudstjeneste for hele byen. Den lokale sognepræst, Holger Hassing, prædikede til Glow Messen om, hvordan Paulus fik sit billede af Jesu og de kristne brudt.
– Temaet for gudstjenesten var at bryde ud af stereotyperne. Hvis vi skal revolutionere vort samfund, må vi starte med at forandre os selv, siger Stefan Winther.