Mission og menneskeværd

Danmission har valgt at gøre ’Mission og menneskeværd’ til emnet for den temadrøftelse, som skal foregå ved dets repræsentantskabsmøde den 3.-4. september på Vingsted-centretTemadrøftelsen er en udløber af Danmissions missionsdokument ”På vej sammen” fra 2003, hvori Danmissions missionssyn og målsætninger er beskrevet.

Lars Mandrup
formand for
Danmission

Forståelsen af menneskets værd er afgørende for, både hvordan vi forstår og praktiserer mission. Vi er skabt af Gud – ikke ens, men med samme værd, uanset hvem vi er, og hvilken tro og livsopfattelse vi har. Alle mennesker er lige højt elsket af Gud, som vil, at alle mennesker skal høre ham til.
Missionsbegrebet er presset fra to sider: fra den traditionelle opfattelse af mission, at mission er overgreb og indgreb i andre menneskers og kulturers levevis og livsopfattelse – og fra den modernisering af begrebet mission, hvor ordet bruges for en hvilken som helst opgave. Mellem disse to yderpunkter skal kirkens mission finde sin plads.
Derfor skal vi udrustes til at arbejde med mission. Vi skal være vel rustede til at gå ind i debatten og ”altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver os til regnskab for det håb, vi har”. Sidst og ikke mindst må vi kunne række missionsopgaven videre til næste generation på en troværdig måde.
I det følgende vil jeg give et kortfattet sammendrag af de hovedtemaer, som skal drøftes.

”En god missionær er en person, som holder målet for øje og ikke bliver opslugt af det politiske og sociale spil, som foregår rundt omkring en”. Dette citat af Anne Grethe Frøslev, som arbejder i Kina, illustrerer nogle af de problemstillinger, vore udsendinge stilles overfor.
Den kristne kirke har altid fundet sin identitet ved at bringe vidnesbyrdet om Guds rige gennem ord og handling. Danmission udsender medarbejdere som et synligt tegn på, at vi er en del af den universelle kirke, hvori vi i følgeskab deler hinandens liv og erfaringer. Med sendelsen søger vi at støtte, opmuntre og vandre sammen med kristne som ikke-kristne mennesker i vidnesbyrd og tjeneste. Følgeskabet skal være præget af gensidighed, oprigtighed og hjælpsomhed.
Men missionærrollen forandres med tiden. Er det vigtigste at nå medmennesker med evangeliet, og at de medvirker til at gøre Jesus Kristus kendt og troet? Eller skal vi være tilfredse, når det faglige arbejde lykkes for missionærerne til gavn for både kirken og folket? I dag lægges stor vægt på faglige og menneskelige kvalifikationer, så at troen på det kristne budskab og en høj faglighed bliver fundamentet i missio-nærrollen.

I februar mødtes ti danske og ti indiske præster i Løgumkloster. De indiske præster diskuterede deres kirkes udfordringer i dag. Nogle mente, at det er et problem, at de fattige landsbyboere ikke har råd til at bygge kapeller til deres gudstjenester. En af præsterne mente, at befrielse fra undertrykkelse er vigtigere end kapeller. De er alle kasteløse, men for nogen er det centrale i evangeliet den gode nyhed om frelse. For andre er centrum håbet om et bedre liv. Det er en fattig kirke, som ikke kan gøre alt på en gang.
Jesus siger, at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene. På samme måde er vi sendt også for at tjene gennem diakoni og udviklingsarbejde. Tjenesten udspringer ikke af, om den, der behøver hjælp, har den rette tro. I Mark. 2,11-12 fortælles om fire mænd, der firer deres lamme ven ned gennem taget. Jesus tilgiver hans synder og helbreder ham så. På samme måde er vi sendt med en dobbelt opgave at forkynde om syndernes forladelse og at hele det ødelagte.
Danmissions holdning til diakoni og udviklingsarbejde bygger på det syn, at den anden er skabt i Guds billede ligesom mig, uanset religion. Vi skal respektere den andens ligeværd og evne til at tage vare på sig selv og sine nærmeste. Derfor må al diakoni og udviklingsarbejde sigte på bæredygtighed, idet vi skal give den anden redskaberne til at kunne selv.
Diakoni og udviklingsarbejde virker også ind på hele samfundet. Derfor kan arbejdet også få politiske konsekvenser og rumme en kritik af uretfærdige og undertrykkende samfundsforhold.
Livsudrustning og menneskeværd i arbejdet med myndiggørelse (empower-ment) er undervisning, bevidstgørelse om rettigheder og styrkelse af handlekraft de første skridt på vejen til at give mennesker værdighed. Undervisning forandrer, oplyser og sætter den enkelte i stand til at tage ansvar for eget liv.
Undervisning af piger og kvinder er et centralt middel i kampen mod undertrykkelse og fattigdom i et samfund. Piger får skolegang, og kvinder får basale kundskaber, så de kan administrere forandringer, arbejde med på at afskaffe undertrykkelse og tage medansvar for at forsørge deres familie.
Når en gruppe kvinder i Bangladesh samtidig med, at de lærer at læse, skrive og regne, mødes i en sparegruppe, der gør det muligt efterhånden selv at bygge en tærskeplads eller en skole, så arbejder de med på at forandre deres samfund og medvirker til at ændre kvinders vilkår lokalt.
Når kvinder i Tanzania undervises om familieplanlægning og gennem oplysning om deres rettigheder motiveres til at modarbejde vold og undertrykkelse i familie og samfund, herunder også berøvelse af arveret og livstruende seksual-vaner, så har de fået redskaber til at vise vejen til en bedre fremtid.
Når kvinder i Sydindien lærer om deres rettigheder, er det starten på en bevægelse, der vil vokse og give undertrykte styrke. Det kan føre til ophævelse af trælleforhold for barnebrude, opmærksomhed om manglende lægetilsyn ved graviditet og fødsel og med tiden stoppe hustrumord og syreangreb.

Til trods for, at retten til frit at vælge sin tro og religion er en basal menneskerettighed, bliver denne ret dagligt truet og overtrådt. Hertil kommer, at vi er utilbøjelige til at give lige vilkår for såvel de forskellige religioners virke som for det enkelte menneskes muligheder for at udfolde sin tro.
Missionsbefalingen kalder kristne til at gøre alle folkeslag til Jesu Kristi disciple. Men Jesu befaling kan kun efterleves i frihed, respekt og åbenhed overfor andre mennesker. Enhver tvang eller overtalelse strider mod evangeliets eget væsen og er et angreb på menneskets grundlæggende værd. „Hvor Herrens ånd er, er der frihed“, skriver Paulus.
I Madagaskar findes tabuer, som er opstået for at beskytte sig mod det onde og mod sygdom. Nogle dage må man ikke arbejde med jorden. Visse afgrøder er tabubelagte. Nogle dyr må ikke spises. Mange tabuer kan være en hindring for en bedre sundhedstilstand. Mennesker har brug for at blive frisat for deres angst for det onde og for hinanden.
I Egypten skønnes, at op mod 95% af alle kvinder bliver omskåret. Motiverne er religiøse, men også seksuelle motiver, at omskærelsen skal forhindre kvindens seksuelle lystfølelse. Omskærelsen er en tradition, som ligger dybt, og som man derfor oplever sig afmægtig overfor.
Hvor langt rækker friheden? Hvad indebærer kravet om religiøs frihed og lighed? Hvorvidt betyder friheden til at tænke og tro frihed til at handle efter sin overbevisning?

„Skønt jeg er fri og uafhængig af alle, har jeg gjort mig til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde så mange som muligt…Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.“ Sådan beskriver Paulus, hvordan han deler evangeliet om Kristus med andre. Den spansk-indiske teolog Raimond Panikkar siger om sig selv, at han er en katolsk præst, som også er hindu, buddhist og sekulariseret menneske. Hvor langt kan man gå i mødet med mennesker fra andre religioner?
Dialog er mission, men mission er ikke dialog. Mission er mere end dialog. Det er proklamation, der sigter mod omvendelse, det er vidnesbyrdet og den diakonale tjeneste for dem, der har brug for hjælp. Dialogen kan forstås som en del af vidnesbyrdet.
Mission kan sigte mod, at mennesker bliver kristne. Udgangspunktet er, at vi som kristne har noget, der er mere værdifuldt end de andre, og at de andre skal skifte tro for at få et bedre liv og blive frelst. Når vi indleder en dialog med andre, er det med den ydmyge holdning, at den anden også har noget at tilbyde. Man vil ikke den anden som menneske, hvis man bare vil omvende. Begge parter har noget at give og noget at modtage.
Man går ind i samtalen åbent og kan miste noget eller det hele af det, man troede på. Vi kan være åbne, fordi vi tror på, at sandheden vil vise sig at være stærkest. Helligånden er på færde. Vi kan miste livet, men vi kan også blive født på ny. Dialogen forandrer og fornyer. Man får en dybere tro.