Mit marsvin Spjæt
Ved du, hvordan jeg som barn lærte at jonglere?
Vi havde tre marsvin!
Sådan var det nu ikke helt, men det er en god vits under en dårlig fest.
Mine forældre købte Marsvin nr. 1 Bølle, fordi min mor havde hørt, at husdyr kunne berolige over-energiske børn, hvilket j… min søster var. Bølle døde pludselig under mystiske omstændigheder midt i et populært nummer af luftakrobatik i Søstrene Andreassens Cirkus. Så ankom Marsvin nr. 2 Snehvide. Snehvides arbejdsbeskrivelse var at vække m… min søster, som var en uhelbredelig morgengnavpot, om morgenen. Jeg husker, Snehvide var god til Ludo, og den kunne osse godt lide at spise Næstved Tidende. Marsvin nr. 3s officielle navn var Bruno. Til daglig hed den bare Knalde-Balle-Bolle. Jeg husker, vi tre børn udfordrede min far – som er præst – til at finde det bedste navn, og dét var, hvad der fløj ud af munden på ham. Godt gået for en Guds mand! Måske var det tre forslag, men det var ligegyldigt dengang. Knalde-Balle-Bolles arbejdsopgave var ikke nærmere defineret, andet end at få os børn til at holde op med at vræle efter Snehvides død.
Som voksen fik jeg marsvinet Spjæt. Det havde nervøse trækninger med hovedet, et festtrick det stadig har tre år efter. En dag lagde det sig dog krampagtigt på siden og strittede med det ene ben op i luften, som en lammekølle på vej ud af ovnen. Havde det mon udvidet festtrick-repertoiret? Eller legede det død som et forsvar mod fjenden? En dyrlæge erklærede marsvinet for epileptisk, en anden dyrlæge erklærede det for hjerneskadet.
Så mit marsvin er hjerneskadet. Skulle jeg have bortadopteret det efter fødslen, eller skulle jeg have taget en fostervandsprøve, mens jeg kunne? Var jeg nu tilskudsberettiget? Nå, men anfaldene gik over af sig selv i samme øjeblik, det fik et stort stykke agurk.
Det var en lille beretning fra min del af Noas ark
