Nyt netværks-præstepar i Vejen

Den 1. august blev Annelise og Thomas Aagaard Nielsen indsat som nyt netværks-præstepar i huskirke-netværket Kristus Kirken i Vejen.

Annelise og Thomas Aagaard Nielsen

De skal nu være præstepar for byens tre huskirker efter Jette og Svend Løbner Madsen.
Thomas er ansat ved Dansk Olie og Naturgas. Annelise er social- og sundhedshjælper. De har tre børn.
Annelise og Thomas har baggrund i Luthersk Missionsforening og flyttede til Vejen for fem år siden. Her blev de medarbejdere i og siden ledere for en af huskirkerne.
– Det hele er jo også lidt nyt for os endnu – vi har det lidt ligesom Peter, da han gik ud på vandet – kan vi mon klare det, holder det, – men vi tror på, at Jesus vil gå med os og lede os, som han har lovet. Og så har vi jo også en menighed, som bakker os op, så vi har mange gode kræfter, vi kan trække på, siger Thomas.
– Vi går ikke med store planer om at ændre en masse. Lige nu prøver vi at komme stille og roligt ind i tingene, og nogle ting bliver vi kastet ud i. Men hovedmålene er at styrke og opmuntre de tre huskirker, der er i Vejen og derigennem nå ud til vores by med det kristne budskab.
Huskirke-netværket begyndte for ni år siden, da Jette og Svend Løbner Madsen flyttede til byen og startede en menighed i deres hjem. Nu er der ca. 50 medlemmer inklussive børn. Jette og Svend bliver boende i Vejen, hvor de fortsætter med at lede gospelkoret. Ellers vil de inspirere andre landet over til at opstarte huskirker og fortsætte med at opbygge et husmenigheds-netværk.
Dina Andersen