Når jeg bli’r rock star

Johannes Ernstsen fra det nu stilleliggende band Unafraid har lavet et „interview med mig selv“De sidste par dage har vejret givet en trykkende fornemmelse; lidt klistret, lidt blæsende og skiftevis koldt og varmt.
Det er blevet august igen. Denne tid af året markerer begyndelsen på noget nyt for alle os, der i en eller anden form er i forbindelse med uddannelsessystemet – men også en vis grad af ambivalens.
Det gamle er forbi, og noget nyt skal begynde.
Det gamle giver tryghed, vi forstår det, vi ved, hvad vi skal forvente, og hvordan vi skal handle. I det gamle ved vi, hvem vi er.
Det nye åbner for muligheder og sender os andre steder hen, giver os chancen for en ny start – at omdefinere og skabe os selv igen. Jeg har efterhånden prøvet det en del gange, og det er altid det samme. Efter folkeskolen, gymnasiet og nu faktisk også universitetet.
Det nye kommer altid med den samme følelse – ønsket om at ”blive til noget”, betyde noget, eller finde sin plads.

Men jeg kan stadig ikke finde ud af det. Hvad betyder det at betyde noget? Hvordan bliver man til noget? Hvad skal man blive til?
Jeg har læst, at vi alle har et dybt ønske om at blive stjerner. Det er noget psykologisk – vi har alle et grundlæggende behov for storhed. Kort og godt: vi er (eller vil være) stjerner.

Det vil jeg også være, så jeg har besluttet mig at gøre noget ved det, gå lidt mere konstruktivt til sagen og måske undersøge lidt omkring, hvordan man bliver stjerne, og hvad det betyder. Jeg tænker, at jeg må opsøge nogle mennesker, der enten er blevet til noget eller på vej til det.
Jeg kan helt sikkert genkende trangen til stjernestatus i mig selv, og har ligesom de fleste andre igennem længere tid forsøgt at realisere drømmen på en eller anden måde.
Derfor har jeg valgt at lave et interview med mig selv (så kan jeg i det mindste sikre, at jeg er stjernen i denne artikel)
Jeg mødte mig selv midt i Århus ud for spillestedet Voxhall.
– Hvorfor har du valgt, at vi skal mødes her? spørger jeg lidt kækt mig selv.
– Voxhall er et sted, hvor jeg har været så heldig at få lov at spille et par gange, og det repræsenterer for mig noget meget vigtigt. Det er et anerkendt spillested med professionelle rammer, men samtidig er det et intimt sted, hvor publikum og kunstner er tæt på hinanden. Man kan stå på scenekanten og nærmest svede på publikum.
– Hvorfor er det vigtigt for dig?
– Det er vel det, det hele handler om. Man skal stræbe efter at blive dygtig, man har behov for anerkendelsen, men mest af alt er det vigtigt med nærheden. Nærhed betyder at man er tilstede. Man skal mødes med livet og med menneskerne omkring sig.

Vi begynder langsomt at gå. Over et lyskryds og langs en park.
– Hvad afholder os fra at blive til noget? spørger jeg.
Jeg får et eftertænksomt blik i øjet og begynder på en længere udredning, som slutter i en betragtning om stjerne og sorte huller: ”Stjerners modsætninger er sorte huller” siger jeg bestemt.
Jeg forstår det ikke helt, men jeg vil ikke uddybe. I stedet går jeg over vejen igen og op ad en lille bakke.
Vi slutter vores lille tur foran det gamle kunstmuseum. Det er en lille hvid bygning, hvor der over indgangen hænger nogle store bogstaver: KUNST, står der. Jeg peger op mod skiltet og bemærker til mig selv:
– Det er netop sådan det ikke skal være. Der er de døde stjerner. Hvis vi lukker kreativiteten inde i sterile omgivelser, hvor man skal være stille, ydmyg eller ærbødig over for sine alt for store tanker, bliver stjernen til et sort hul, der suger livet ud af os. Hvis det skal betyde noget, må der være blod, spyt og sved. Livet lugter. Vi bliver nødt til at turde stinke lidt selv.
Jeg siger pænt tak for samtalen og må videre. Jeg er ikke blevet meget klogere men måske lidt. Efteråret skal bruges til at finde folk, der lever, som er blevet til noget, se om de kan hjælpe mig på vej.