Danmissions udsending i Pakistan går i rette med udviklingsminister: – Det kan vi ikke være bekendt
Lorens Hedelund har netop været i Pakistan. Oplevelserne får ham til at lange ud efter udviklingsminister Ulla Tørnæs, som ikke vil sende flere penge til ofrene for jordskælvetNetop hjemvendt fra det kaotiske og jordskælvsramte Pakistan er Lorens Hedelund klar i mælet.
– Den danske regerings hjælp til ofrene for jordskælvskatastrofen er ikke tilstrækkelig, siger han, – og det er en sølle argumentation, hvis begrundelsen for ikke at hjælpe mere er, at andre lande ikke hjælper nok.
– Hver dag er der mennesker, som dør, fordi hjælpen kommer for sent frem eller helt udebliver, fortæller Hedelund, – og med vinteren lige om hjørnet er katastrofen næsten total. En hurtig ekstrabevilling fra udviklingsministeren kan i bogstaveligste forstand redde livet for mange af de jordskælvsramte.
Tilbage i Danmark sidder Hedelund nu med sin undren. Han kan ikke lade være med at sammenligne hjælpen til Tsunamieofrene for et år siden med hjælpen til Pakistan.
Dengang var der stor vilje til at sende hjælp – både fra private og fra regeringen.
– Gad vide om den hurtige og meget omfangsrige hjælp dengang skyldtes, at vi selv var involveret med turister i de ramte lande? spørger Hedelund.
Lorens Hedelund er associeret missionær for Danmission i Pakistan. I sidste uge var han på rundtur i jordskælvsområdet for at vurdere behovet for hjælp.
– Vi kan her og nu bruge yderligere 10.000 telte, men vi har dem ikke, fortæller han.
– Det så skrækkeligt ud overalt. I Balakot – en by på oprindeligt 30.000 indbyggere – var der stort set ikke et eneste hus tilbage. Alt var jævnet med jorden, og overalt var der en ubehagelig stank, som hele tiden mindede os om, at det ikke var alle ofrene, der havde fået en rigtig grav.
Midt i hele elendigheden er der imidlertid også flere positive oplevelser, der har prentet sig ind på Lorens Hedelunds nethinde. Som eksempel herpå nævner han, at den pakistanske regering dygtigt har organiseret nødhjælpsarbejdet.
– De har sørget for, at dirigere forskellige organisationer til de områder, hvor behovet var størst, og på den måde sikret, at den utilstrækkelige hjælp ikke også skulle lide under dårlig organisering.
Church of Pakistan er i disse dage et glimrende eksempel på diakoni i sin yderste konsekvens. Hver søndag holdes der indsamling til nødhjælpsofrene. I kirkerne kommer de kristne med tæpper, varmt tøj, langtidsholdbare fødevarer og penge, der senere kan deles ud til deres muslimske medborgere.
– Det er rørende at se, hvor stor en villighed de pakistanske kristne har. Selv om de næsten intet ejer selv, så er de parate til at dele det lidt, de har med andre, fortæller Lorens Hedelund.
