Ensomhed: Små skridt ud i livet

– Rundt omkring mig er der mennesker, som kan le, holde af hinanden og nyde livet. Men dem hører jeg ikke til. Hvem tænker på mig, hvem bekymrer sig om mig?Ensomhed, som den kommer til udtryk her, kan være tung at bære. Og samtidig er den ensomme slet ikke altid alene. Den schweiziske radiovært Ruedi Josuran har skrevet en bog om emnet, hvor han skildrer sine følelser under en depression. Selvom han er en populær studievært, der ofte er i centrum, føler han sig ofte alene – midt iblandt mennesker. Den dybe følelse af ensomhed kan ikke blot formørke ens tanker, den kan få livet til at virke så dystert som en udbrændt ruin i det strålende lys fra andres formodede lykke.
„Mennesket er af natur ensomt“, sagde den spanske filosof Ortega y Gasset. „Enhver må leve sit eget liv, ingen kan føle og ønske i en andens sted. Livet er i sidste instans radikal ensomhed.“

Hvor megen ensomhed lader sig ikke skjule bag en facade af udvendig livlighed – bag den succesrige computer-programmørs maske, under den dansende diskotekspiges make-up, under den fremmedfjendske unge mands glatragede isse, mens han forsøger at dulme sine sjælesorger i alkohol og aggression.
Ensomhedens gift stopper ikke op foran flotte palæer, tilsyneladende perfekte forhold eller succesrige karrierer. Rundspørger har vist, at hver tredje – fremfor alt blandt de ældre – er bange for at blive ensom. 16% af kvinderne og 9% af mændene føler sig trods parforhold ofte ensomme. Hver anden af de adspurgte tror, at det nuværende informationssamfund bidrager til, at mennesker bliver stadig mere ensomme.

Det er tilrådeligt at finde ud af, hvorfor du føler dig ensom. Ikke alle, der er alene, føler sig ensomme. Ensomhed ligger begravet i os selv. Prøv at se på, om en af følgende årsager passer på dig:
Er du bange for tanker, minder og følelser, som dukker op, når du er alene?
Har du besvær med at sætte dig selv op til noget?
Stiller du for store forventninger til andre?
Føler du dig uden værdi, eller at ingen kan lide dig?
Er du bange for andre mennesker, for at de skal såre dig?
Den kendte forfatter Henri Nouwen har engang så rammende sagt: „Hver gang følelsen af ensomhed rammer dig, skal du forsøge at finde ud af, hvor den stammer fra.“
Normalt er man tilbøjelig til enten mentalt at stikke af fra den, når den dukker op, eller lade sig opsluge af den. Hvis man stikker af, forsvinder den i virkeligheden ikke, man fortrænger den blot et kort stykke tid fra sin bevidsthed. Hvis man lader dig opsluge af den, forstærker det blot følelsen af ensomhed, og det kan senere gå over i en depression.
Når man således har erkendt, at man er ensom, gælder det om at foretage sig noget praktisk. „Ensomhed er en fængselscelle, som kun kan åbnes indefra,“ har Alfredo La Mont engang sagt. Det er altså kun dig selv, der kan bringe din ensomhed til ophør.
Bliv aktiv og gå ud og mød andre mennesker. Overvej, hvor du kan træffe andre mennesker med de samme interesser som dig selv f.eks. på aftenskolekurser, forelæsninger og foredrag, rejser, udstillinger, samtalegrupper eller bibelgrupper i en levende kristen menighed, hvor du kan opleve fællesskab og styrkes i troen.
En god måde at overvinde ensomhed på ligger i at engagere sig. Du kan søge ind i frivilligt arbejde, hvor du kan gøre noget sammen med andre mennesker. Det bringer dig i kontakt med andre og giver desuden følelsen af at gøre noget meningsfyldt.
Du kan også prøve at finde ud af, hvad der er blevet af gamle venner og bekendte. Måske er der nogen, som du kan gå ud med. Gamle venskaber kan ikke altid varmes op igen, men det kan godt være en god oplevelse for begge parter at mødes efter lang tid.

I sin bog „Opdagelser i ensomheden“ fortæller den kendte teolog og visedigter Peter Strauch om en særlig periode af sit liv. Et sjæleligt sammenbrud tvang ham til at trække sig tilbage fra sit hektiske liv. Bevidst gik han ind i ensomheden et sted på Hollands vestkyst.
Han skriver: „Indimellem følte jeg mig meget tæt på Gud og sang højt til akkompagnement af det brusende hav. Så oplevede jeg igen øjeblikke med modløshed og tvivl. Især om natten lå jeg ofte vågen og kunne ikke slippe de nagende tanker. I et af disse modløse øjeblikke, hvor jeg følte mig temmelig nedslået, stod jeg en dag på stranden og ønskede for første gang i min ensomhed, at der var et menneske, som jeg kun-ne bede sammen med.“
Han kom i tanke om Corrie ten Boom, hvis bøger så ofte havde hjulpet ham. Hun boede lige i nærheden, i Haarlem, og han tog af sted dertil.
Men byen var stor, og han kendte ikke hendes adresse. I de små gader kom han flere gange forbi et hus med et kristent mærkat på vinduet. Kunne han mon spørge der? Han gik videre igen, men kom til sidst tilbage, tog mod til sig og ringede på.

„En ældre dame lukkede op og så kritisk på mig.
– God dag, kender De Corrie ten Boom? spurgte jeg hende.
Da lyste hendes ansigt op, og hun bad mig komme indenfor og ville absolut invitere mig på kaffe. Så fortalte hun mig, at familien ten Booms urmagerforretning havde ligget i dette kvarter, men at Corrie nu boede i Amerika.
Efter at hun havde forhørt sig om, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, fortalte hun mig om sin bekymring. Hendes allerede voksne sønner levede ikke med Gud.
Vi bad så sammen og tænkte i den forbindelse især på hendes børn. Da jeg gik igen, skulle jeg ikke mere lede efter Corrie ten Boom.
Men jeg vidste imidlertid, at Jesus havde ført mig sammen med denne kristne. Jeg kunne bede sammen med et menneske. Hun talte ganske vist kun hollandsk og jeg kun tysk, men vi forstod glimrende hinanden.“
En mand, som i sin ensomhed søgte bønnen, mødte en kvinde i hendes ensomhed, og var svaret på hendes bønner!
Ensomhed er en tilstand, som ikke altid letter ligesom tågen en sommermorgen. Men der findes veje, hvorpå ensomhed kan forvandles til en kreativ alenetilværelse. Og endnu bedre: Den, der bevidst stoler på Guds nærvær, kan også i ensomheden finde tryghed hos Ham.

Dr. med. Samuel Pfeifer
i kvindebladet Lydia