Skytten er Kristus

Den 23. november til 21. december står i Skyttens stjerne-tegn. Og dette tegn rummer ligesom alle de andre en gentagelse af Bibelens store fortælling om kampen mellem ondt og godt – her mellem Dragen og SkyttenDe 69 stjerner, som tegner en kentauer på den vintermørke stjernehimmel, er i virkeligheden et symbol på den sejrende Jesus Kristus…!Kentauren – halvt menneske, halvt hest – er i mytologien symbol på guddommelig dobbeltnatur.
Også i andre stjernetegn ser vi, at Jomfruens afkom har denne dobbeltnatur. Ligesom Jomfru Marias barn var både et lille menneskebarn og Guds Søn – Gud inkarneret i et vidunderligt menneske.

Figuren forestiller en mægtig kriger med bue og pil, der kommer ridende majestætisk. Pilen i den spændte bue er rettet mod Skorpionens hjerte (et symbol på Satan, – se sidste måneds artikel).
Johannes beskriver i sin åbenbaring i den sidste bog i Bibelen i et apokalyptiske syn den samme mægtige sejrherre komme ridende: „Og jeg så en hvid hest, og han, der sad på den, havde en bue. Han fik givet en krone, og han drog ud fra sejr til sejr“ (Åb. 6,2).

På hebraisk er navnet på dette stjernetegn Kesith, som betyder „skytten“; på arabisk Al Kaus, der betyder „pilen“. På hebraisk er navnene på de to klareste stjerner meget betegnende Naim, som betyder „den nådige“ og Nekushla, der betyder „den, der går“ eller „den, der udsender“. På gammel-akkadisk er navnet på tegnet Nun-Ki, der betyder „jordens fyrste“. Under dette stjernetegn i den gamle Denderah dyrekreds står ordet Knem med hieroglyffer, som betyder „han sejrer“.
I henhold til græsk mytologi var Cheiron, som grækerne kaldte tegnet, menneskeslægtens lærer i himmelsk visdom, lægevidenskab og de skønne kunster. En konge, som folk priser i generationer.

Også i hinduistisk religion finder man ledespor, som peger tilbage til den samme oprindelige historie.
I de hellige indiske bøger er der en forudsagt en „tiende guddommelig inkarnation“, når Vishnu, nummer to i den guddommelige treenighed, skal komme som en mand på en hvid hest og styrte alle sine fjender, mens han udrydder alt ondt fra jorden.
Den samme fortælling berettes i Johannes’ Åbenbaring (i Ny Testamente), når Kongernes Konge og Herrernes Herre skal komme og tage kampen op mod Udyret, den falske profet og alle deres hære på den store Herrens Dag. Han kommer, som en mand på en hvid hest, i retfærdighedens navn; han dømmer og fører krig på samme måde som Skytten (Sacittarius på latin).
Skytten er symbol på den opstandne og ophøjede Kristus, som er i konstant krig med Skorpionen (Satan) – og til sidst vil knuse den onde og alle hans gerninger og sætte ham ud af spillet for evigt.
Det første af de tre mindre stjernetegn, som er tilknyttet Skyttens tegn, handler om at prise den sejrende Kristus.

I moderne stjernekort findes dette tegn afbildet enten som en ørn, der holder en harpe, eller som en harpe placeret over en ørn.
Det symboliserer den triumferende sang over Ørnens sejr over Slangen. (Et andet symbol på Kristus, der ødelægger Satan – nævnes i Løvens tegn).
I de gamle dyrekredse er tegnet markeret med en ørn eller en høg (slangens fjende).
Kristus er ligesom ørnen, der svæver højt oppe men ser alt med sit skarpe ørneblik, og som pludselig skal dykke ned for at tage sit bytte:
„Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er“ (Åb. 22,12) – „Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem“ (1. Thess. 5,3).

Harpen rummer blandt sine 43 stjerner én af de flotteste af første størrelsesorden. Dens navn er Vega, som betyder „Tiljubling af Ham“.
Dens faktiske størrelse er enorm, muligvis hundrede gange så stor som solen. Hvis stjernerne har bevæget sig på samme måde som nu, var Vega for omkring 14.000 år siden nordpolarstjernen, og vil indtage samme position om ca. 11.000 år.
To andre klare stjerner er Shelyuk, som betyder ørn, og Sulaphat, som betyder „springer op“ eller „stiger op“ – som i lovprisning.
Lyren eller Harpen er det ældste kendte strengeinstrument – også kendt på Adams tid (iflg. 1. Mos. 4,21).
I det syn, som Johannes beskriver i sin åbenbaringsbog i kapitel fire og fem, modtager Lammet også hele universets lovsang: „Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder“ (Åb. 5,13).

Alteret er med sine 9 stjerner det næste undertegn, som er knyttet til Skytten og bidrager til den samlede historie.
På næsten alle stjernekort er det skildret som et alter dækket med brændende ild, som breder sig nedad i retning af Tartarus „det yderste mørke“ – området ned mod den tildækkede og usynlige sydpol.
Ordet ara blev brugt af grækerne for at antyde en forbandelse (f.eks. undergang og ødelæggelse).
I Denderah, dyrekredsen, ser figuren anderledes ud, men den grundlæggende idé er den samme. Der finder vi en mand på en trone, som svinger en plejl over en sjakal, mørkets urene og snu dyr. Sjakalen er et symbol for Satan, ligesom dragen, skorpionen og slangen.
Skikkelsen på tronen hedder Bau, som betyder „den, som kommer“, ligesom vi så med Herkules i Skorpionens tegn.
I Johannes’ Åbenbaring har vi også en beskrivelse af verdens dom, hvor „han, som kommer“, er på tronen med tærskeredskabet i hånden.
„Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år“ (Åb. 20,2).
Derpå fulgte den ultimative dom: „Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“ (Åb. 20,10).

De 80 stjerner, som udgør næste undertegn, viser en stor slange eller drage, der snor sig over den nordlige himmelhvælving.
Dragens hale strækker sig over et område, der dækker „en tredjedel af stjernerne“. Vi mindes måske om ordene i Johs. Åb. 12,4: „Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte.“
Det græske navn for tegnet Draco betyder egentlig „trådt på“. I Denderah, dyrekredsen, vises dette tegn som en slange under Skyttens fod og kaldes her-fent, som betyder „den forbandede slange“.

Den mest fremtrædende stjerne (sidst i slangens sammenrullede hale) hedder på hebraisk Thuban, som betyder „den listige“. For omkring 4600 år siden var Thuban den nordlige polstjerne og var meget tættere på den virkelige pol, end Nordstjernen er i dag.
Denne stjerne er nu svagere end det, man kalder tredje størrelsesorden men formodes på et tidspunkt at have været lige så klar som Nordstjernen.
Det var den stjerne, som den mystiske nedadskrånende gang i den store pyramide i Giza i Egypten var orienteret imod, da pyramiden blev opført. Det menes, at stjernen dengang kunne ses både dag og nat fra bunden af gangen dybt nede under fundamentet i den kæmpestore bunke sten.
En klar stjerne (i hovedet) kaldes Ethanin, som betyder „den lange slange“.
En anden klar stjerne (også i hovedet) hedder Rastaban, som betyder „hovedet på den listige“. På arabisk hedder den Al Waid, „som skal knuses“.
De hebraiske navne på andre stjerner og deres betydning er: Grumian „den listige“; Giansar „den straffede fjende“. De arabiske navne på stjernerne i Dragen har lignende betydninger – for blot at nævne nogle få: Al Dib „slangen“; El Athik „den bedrageriske“; El Asieh „den nedbøjede“.
Draco repræsenterer den snu og krybende bedrager, Djævelen, som også i Bibelen kaldes „dragen“ og „den gamle slange“. Den sniger sig sleskende ind alle vegne og spreder sin gift. Dragen og Slangen er ét og samme væsen, men manifesterer sig på forskellige måder.
Ingen har i nyere tid set en rigtig drage hverken i live eller død. Den findes ikke i zoologien, men til alle tider har dette billede på den onde kraft figureret i menneskers fortællinger og traditioner, i kunst og litteratur. Og det hører også med i disse beretninger, at den onde Drage besejres af en helt, en gud eller helgen.
Ifølge mytologien er Dragen den magt, som bevogtede de gyldne æbler i Hesperidernes berømte have og forhindrede mennesker i at tage dem. Tankerne ledes igen hen på Djævelen, „den gamle slange“, som narrede Adam og Eva og forhindrede mennesker i at få fat på de sande frugter fra Livets Træ. Men ifølge mytologien blev Dragen dræbt af Herkules.

Esajas profeterer om en tid, hvor Herren skal komme og med sit „skarpe, store og stærke sværd“ straffe “Livjatan, den flugtsnare slange, Livjatan, den bugtede slange; han dræber dragen i havet“ (Es. 27,1).
Salmisten Asaf skrev også om Gud, der „knuste dragehovederne“ og „knuste Livjatans hoveder“ (Sl. 74,13).
Stjernehimlen er en stor profeti om evangeliet!