– Jeg var et VILDDYR

For Tony Anthony blev dén juleaften starten på et anderledes liv – bag tremmer i ét af verdens værste fængsler på Cypern, men også et liv med frihed, trods fængslets høje og tykke mure.SOUTHEND, ENGLAND – Som han sidder der over for mig i sofaen, virker han helt fredelig. Frygt er ikke lige den første følelse, jeg tænker på. Men jeg véd også, at han med de bare næver kunne tvære mig ud på et splitsekund…Tony Anthony har tre gange bevist, at han er verdens bedste Kung Fu fighter, og han har arbejdet som bodyguard for nogle af verdens rigeste og betydningsfuldeste mennesker.

Hans liv begyndte ellers som så mange andres. En italiensk far og en kinesisk mor var ikke noget særsyn i det multikulturelle England.
Men kun fire år gammel blev han hentet af sin kinesiske morfars håndlanger. Han blev sat på et fly til Kina og modtaget af morfaderen, som havde hentet ham for at gøre en stor Kung Fu kriger ud af ham.
– Første morgen kom min morfar ind på mit værelse og vækkede mig ved at slå mig i hovedet med en bambusstok, fortæller Tony Anthony.
– Han gav sjældent en forklaring eller en årsag til slagene, der blev ved hele min barndom. Han tævede mig brutalt hver dag.
Barndomstiden blev ikke en lykkelig tid for Tony. Hele tiden kæmpede han for at vinde bedstefaderens accept og gunst. En kamp, der gjorde ham til verdens bedste Kung Fu kæmper, men som aldrig lod ham opleve bedstefaderens kærlighed. Kærlighed er nemlig en svag følelse ifølge Kung Fu læren.

Som ung kom Tony til kampstævner over hele verden, og langsomt mistede morfaderen sit tag i ham. Kontakten til forældrene i England havde han bevaret, men Tony havde svært ved at lægge det fra sig, at de bare uden videre havde sendt ham til morfaderen.
Med de fine pokaler på CV´et fik han hurtigt job som bodyguard gennem det internationale Kung Fu forbund. Og pludselig var verden en anden. Omgivet af celebrities og statsoverhoveder blev dagligdagen straks mere mondæn. Men ikke mindre farlig. For der er jo en årsag til, at nogen er villig til at betale for beskyttelse.
Trods de mange farer klarede Tony sig altid. Han efterlod sig ofte et blodigt spor, der vidnede om, at han ku’ sit kram som bodyguard.

Men en dag ramte katastrofen ham. Han havde forelsket sig i en svensk pige, Aiya, og deres fælles fremtid tegnede sig lys og lykkelig. Aiya havde en meget positiv indflydelse på Tony, og han oplevede for første gang i sit liv ægte kærlighed og hengivenhed.
Men en dag var det slut. Under en beskyttelsesopgave i udlandet fik Tony den frygtelige besked: Aiya har mistet livet i et trafikuheld.
Dét var mere end Tony kunne klare. Han måtte bare afreagere. Finde en lejlighed til at komme af med alle aggressionerne, som var indeni ham. Det kom til at gå ud over mange uskyldige, der tilfældigvis mødte Tony på det forkerte tidspunkt. Og selv om det i starten lykkedes ham at holde politiet på afstand, så var det nu kun et spørgsmål om tid, før ”lykken” slap op. Det skete juleaften i 1989, hvor Tony fik fast adresse i Fylaki fængslet, Nicosia, Cypern.

Det blev til næsten tre år omgivet af galninge, voldsmænd, gemene tyveknægte og politiske fanger. Mange var nok Tony underlegne, hvad angår Kung Fu kampsporten, men de var ikke uden evner og erfaring udi almindelig voldsudøvelse. Og i starten var hver dag en prøvelse for Tony – lige indtil hierarkiet var afklaret, og Tony havde sat dem så meget på plads, at de måtte på infirmeriet for at få næse og kæber sat på plads.
– Det var som taget ud af en rædselsfilm, forklarer Tony.
– For at bevare roen prøvede jeg at bruge de koncentrationsteknikker, jeg havde lært i Kung Fu, men det hjalp ikke.

En dag fik Tony besøg i fængslet af Michael Wright, som han tidligere havde hørt om fra nogle kristne, han havde mødt på gaden. Det blev et møde, som blev starten på Tonys nye liv.
– Michael Wright fortalte, at han ikke var kommet for at prædike for mig, og at de alle i kirken bad for mig, fortæller Tony. – Han kunne nu ikke lade være med at fortælle om sin tro. Han virkede lidt fjoget, men det var rart at få besøg udefra, så han fik lov til at komme igen.
Og besøget blev ikke en enlig svale. Trofast besøgte Michael Wright ham – og trofast skrev han til ham mellem besøgene.
– Hver gang han var på besøg, bad han altid en bøn for mig. ”Stakkels fjols”, tænkte jeg. ”Der sidder han med lukkede øjne og et smil på læben og taler lige ud i luften, som om der virkelig var en Gud, der kunne høre ham”.
En dag blev det dog for meget for Tony. Han ville have klar besked.
– Jeg spurgte Michael, hvorfor han blev ved med at komme på besøg. Hvad han ville opnå, fortæller Tony.
– Jeg var virkelig bevæbnet til tænderne med argumenter og havde alle hånlige kommentarer på rede hånd. Men Michael havde ingen letkøbte svar på mine spørgsmål.
”Jesus kan få dig ud af det fængsel, du sidder i”, sagde han og læste fra Johannes evangeliet, hvor der står, at hvis først Guds søn gør dig fri, bliver du for alvor fri.

Det blev til en lang samtale mellem Tony og Michael, og da besøgstiden var forbi, vendte Tony tilbage til sin celle. Det, han havde tænkt som et opgør med Michael, var nu vendt til et opgør med ham selv. En opgør, hvor ingen mesterskaber kunne hjælpe ham.
– For første gang i mit liv bad jeg en bøn, fortæller Tony.
– Jeg bad: ”Kære Gud, hvis du er der, så tilgiv mig”. En meget enkel bøn, men med stor virkning, og efter en lang indre kamp overgav han sig.
– Jeg følte det, som om en vældig byrde blev løftet fra mine skuldre. Lige så længe jeg kunne huske tilbage, havde jeg været vred, men nu var den følelse forsvundet.
Der gik ikke lang tid, før alle i fængslet mærkede ændringen med Tony. Det blodige spor, han plejede at trække efter sig, var nu afløst af et fredens spor. Den ene fange efter den anden spurgte Tony, hvad der var sket med ham, og mange oplevede sandheden i, at Guds søn kan gøre fri.

Da fængselsstraffen var afsonet, blev han kørt til lufthavnen og udvist af Cypern. Han blev sat på et fly til England og modtaget af en kristen familie, der åbnede sit hjem for ham og lånte ham et værelse. Han blev gift og fik børn. Han fik arbejde, og var engageret i kirken.
Og så skulle man tro, at man kunne slutte denne eventyrlige, men sande beretning af med et ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Men sådan er virkeligheden aldrig. Det fik Tony at mærke på egen krop, da han i 2001 igen kom bag tremmer. Denne gang var det ikke aggressiviteten, der var årsagen, men det modsatte.
– Jeg var blevet en magelig kristen, der gik op i mange jordiske ting, fortæller Tony.
– Jeg fulgte ikke Jesus rigtig. Det var blevet ”too much Tony”. Og jeg måtte lære ydmyghed på ny. Jeg følte mig som den største fejltagelse i verden, og jeg kunne ikke længere tale om Jesus til andre.

Men Tony følte, at Gud viste ham en vej gennem nederlaget, og meget konkret erfarede han, at Gud ville bruge ham. Han blev optændt af en passion så stærk, at han i dag bruger al sin tid på at række det glade budskab ud til andre.
Hans kalender er fyldt op med aftaler, hvor han over hele verden hjælper lokale kirker i deres bestræbelser på at nå længere ud med evangeliet. Men det ligger også Tony meget på sinde, at kristne undervises i evangelisation. Derfor sætter han altid den betingelse op for sin medvirken, at han også får lov til at undervise.
– Vi har ingen ret til at være tavse kristne, siger han. – Vi skylder mennesker at fortælle dem det glade budskab.
– Forestil dig, at der blev opfundet en kur, som kan helbrede kræft, og man så besluttede at holde det hemmeligt. Det er lidt på samme måde med det kristne budskab. Det indeholder kuren mod, at vi mennesker skal gå fortabt. Det har vi ingen ret til at tie med.